Et opslag på Facebook vækker stor opsigt, fordi det, ifølge kritikerne, »sår mistillid om vores retssystem«.

Opslaget er forfattet af direktør i Kvinfo, Henriette Laursen, og omhandler sagen om Jes Dorph-Petersen og TV 2s advokatundersøgelse.

I opslaget problematiserer direktøren, at dommerpanelet i Højesteret, der gav Jes Dorph medhold i erstatningssagen, 'kun' bestod af mænd.

»Er det bare mig, der ikke forstår, hvorfor man ikke i netop denne sag, som handler om køn, har forsøgt at sammensætte et mere mangfoldigt dommerpanel?« skriver Henriette Laursen.

Hun påpeger desuden, at dommerne alle er mellem 55 og 69 år, og at de alle har en baggrund i Justitsministeriet.

Opslaget er faldet flere for brystet, selvom direktøren fastholder, at hun ikke »anfægter den konkrete afgørelse«.

Politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen (LA) giver ikke meget for Kvinfo-direktørens opslag.
Politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen (LA) giver ikke meget for Kvinfo-direktørens opslag. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Liberal Alliances politiske ordfører Sólbjørg Jakobsen siger ligefrem, at hun får en »knude i maven« af opslaget:

»Du sår mistillid om vores retssystem på grund af dommernes køn. Det er hvad ekstremfeminisme går ud på: At folk skal bedømmes – og dømmes – på baggrund af deres køn forud for alt andet.«

LA-profilen fortsætter:

»Det er så langt fra ligestilling, som det overhovedet kan komme.«

Jes Dorph-Petersen røg ud i kulden fra TV 2 efter en opsigtsvækkende advokatundersøgelse.
Jes Dorph-Petersen røg ud i kulden fra TV 2 efter en opsigtsvækkende advokatundersøgelse. Foto: Asger Ladefoged

I kommentarsporet adresserer Henriette Laursen kritikken.

»Jeg forsøger ikke at så mistillid til hverken retssystem eller den konkrete afgørelse,« skriver hun og tilføjer:

»Når jeg skriver om køn, er det jo fordi, det er mit arbejde. Mit ærinde er at minde om undersøgelser og forskning, der viser, at vi generelt skaber bedre resultater, når det sker i mangfoldige fora.«

Men forklaringen fra Kvinfo-direktøren købes altså ikke – blandt andre brobygger og ekspolitiker Özlem Cekic har nu meldt sig i koret af kritikere.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Henriette Laursen.

Med tirsdagens dom slog Højesteret fast, at advokat Yvonne Frederiksens grundlag for at konkludere, at Jes Dorph-Petersen havde udsat to tidligere TV 2-ansatte for seksuel chikane, var alt for spinkelt.

Derfor skal Yvonne Frederiksen, der var blevet hyret til at undersøge en række anklager om seksuelle krænkelser, betale næsten to millioner kroner i erstatning til Jes Dorph-Petersen.