Både Donald Trump og Kamala Harris har få uger inden det amerikanske valg turneret i medierne.
Og det har de grebet helt forskelligt an.
Hvis man kigger på mønstre i deres optrædener, kan man endda spotte en hemmelig vælgerstrategi i hver af de to præsidentkandidaters medieturneer.
Amerikanerne har tidligere i valgkampen kritiseret Kamala Harris for at give for få medieinterviews.
Det har hun dog gjort i den seneste tid, hvor hun har været i sexpodcasten 'Call Her Daddy', som er den mest lyttede podcast blandt kvinder i USA. Interviewet handlede dog ikke om sex, men derimod talte Harris bemyndigende til kvinder om deres liv og krop.
Hun var i sportspodcasten 'All The Smoke', der er populær blandt mænd med anden etnisk baggrund, og så har hun deltaget i et talkshow hos den klassiske mandekarakter Howard Stern og i interviewformaterne '60 minutes' og 'The View'.
Og de fem optrædener tilsammen er formentlig nøje tilrettelagt, hvis man spørger valgekspert Ditte Shamshiri-Petersen, der er lektor på Aalborg Universitet.
»Kamala Harris forsøger at ramme bredt ved både at kommunikere til tvivlerne, som er splittet mellem det demokratiske og det republikanske parti, og så til de grupper, som typisk ville stemme demokratisk, men som ikke får det gjort.«
»Begge grupper er vigtige at få mobiliseret, hvis hun vil vinde valget,« siger hun.
Men Kamala Harris har ikke blot talt til de oplagte målgrupper. Hendes tur i mediemanegen har været meget mere omfangsrig end Donald Trump.
»Der er et krav til politikere om at være mere synlige, når der er så mange forskellige medieplatforme, og amerikanerne har haft et ønske om at se mere til Kamala Harris.«
Det vælgerne har fået at se, har dog ikke kun fået positiv respons. Harris kom blandt til at lave en fejl i tv-programmet '60 minutes'. Læs mere om det HER.
Modsat Harris har Donald Trump forsøgt at ramme en helt særlig målgruppe.
Donald Trump har blandt andet været med hos den populære videostreamer Adin Ross.
Kort inden denne optræden brugte Trump-kampagnen 20 millioner dollar til at målrette reklamer mod unge mænd, der blandt andet følger Trump-podcasten 'Full Send' og MMA Fighting Championship.
Og netop hos de unge mænd er der ifølge Ditte Shamshiri-Petersen stemmer at hente.
»I en dansk kontekst er de unge mænd mindre tilbøjelige til at gå ned og stemme og især de unge mænd med anden etnisk baggrund. Det er formentlig også sådan i USA.«
Donald Trump havde ifølge mediet MSNBC masser af kneb i ærmet til at ramme de unge mænd.
Han lovede blandt andet ikke at forbyde TikTok, tilkendegav at han synes, rapperen Young Thug er blevet unfair behandlet, og at Ye – tidligere kendt som Kanye West – er en kompliceret, men meget sød fyr.
»Det er jo også et billede på, hvor komplekst det er at føre valgkamp i dag, fordi der er så mange forskellige platforme, hvor du kan nå dine vælgere, så du kan målrette dine budskaber til specifikke målgrupper.«
»Og det her er et godt eksempel på, at Donald Trump kigger i sit 'politiske' bagkatalog og vælger de ting, der appellerer til de unge mænd, som han gerne vil ramme.«
Hvem der lykkes allerbedst med deres hemmelige vælgerstrategi, vil vise sig, når det amerikanske valg finder sted 5. november.