I dag skal Folketinget stemme om dine organer.
Regeringen ønsker nemlig at ændre samtykkemodellen for organdonation i Danmark til en såkaldt »blød model af aktivt fravalg«. Men i 11. time advarer Etisk Råd nu stærkt imod lovændringen.
»Vores anbefaling er at holde fast i den samtykkemodel, vi har i dag. Vi kan nemlig være nervøse for, om der er nogen, der vil opfatte den nye model, som om staten i udgangspunktet har ret til dine organer,« fortæller næstformand i Etisk Råd, Ida Donkin.
På trods af Etisk Råds advarsel – som de også tidligere har givet udtryk for i et høringssvar– forventes lovforslaget med de nye regler at blive vedtaget i dag, torsdag.
»Vi deler målet om, at vi skal se på, hvordan vi kan få flere organdonorer, fordi vi som udgangspunkt synes, det er et stort gode, at folk der er kritisk syge kan få adgang til det,« forklarer Donkin og fortsætter:

»Men vi er bekymrede for, om det kan skabe en reaktion og en mistillid til staten, hvis der opstår en opfattelse af, at når man bliver født ind i den her verden, så er din krop og dine organer ikke dine egne, i stedet er det statens, der kan give dem videre til nogle andre.«
De nye regler vil konkret betyde, at alle danskere over 18 år automatisk bliver registreret som potentielle organdonorer. Man skal dog ind og bekræfte det valg i registret, hvis det skal være gældende.
Hvis man ikke har taget stilling, vil ens pårørende – også ligesom det er tilfældet i dag – blive spurgt.
Sidste år mistede 28 mennesker livet, mens de stod på venteliste. Men ifølge Ida Donkin så er det slet ikke sikkert, at en ændring af samtykkemodellen vil resultere i flere organdonorer.
»Man kan være bekymret for, at ændringen kan resultere i en modreaktion hos nogle borgere, der egentlig gerne vil hjælpe sine medmennesker, men som kan blive utrygge ved, at staten opfordrer til det på den måde – og derfor ender med at sige nej.«
Derfor stiller Etisk Råd sig tvivlsomme overfor, om den ønskede model rent faktisk kan føre til flere organdonorer.
»Det ville jo være mega uheldigt, hvis det går fuldstændig imod intentionen,« siger Donkin.
I en kommentar til B.T. understreger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), at regeringen »ikke ændrer på selvbestemmelsesretten.«

»Vi vil hver især naturligvis fortsat fuldstændig selv kunne bestemme, om man ønsker at donere sine organer, i tilfælde af at man for eksempel kommer ud for en ulykke og ens liv ikke står til at redde,« udtaler Sophie Løhde.
Venstre-ministeren henviser til udenlandske erfaringer, idet hun tilføjer, at hun ikke mener, at noget tyder på, at der vil opstå en modreaktion, og at der vil komme færre organdonorer.
»Men det er naturligvis helt afgørende, at danskerne bliver ordentligt informeret om de nye samtykkeregler, så der ikke opstår misforståelser,« lyder det.
Den nye samtykkemodel til organdonation, der altså formodentlig vedtages torsdag formiddag, ventes at træde i kraft fra den 1. juni 2025.
