Spørgsmålet om donation af danske F-16-fly til Ukraine må komme senere, siger fungerende forsvarsminister

Træning af det ukrainske luftvåben i anvendelsen af F-16-kampfly begynder i Skrydstrup i Danmark til august.

Det siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde tirsdag eftermiddag i Vilnius i Litauen under Nato-topmødet.

- Så vil vi se fremadrettet, hvor lang tid det vil tage, før piloterne fra Ukraine vil være i stand til at flyve et F-16-fly, siger han.

- Forhåbentlig kan vi se resultater i starten af næste år.

På pressemødet er han flankeret af Hollands forsvarsminister, Kajsa Ollongren, og Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov.

Holland og Danmark står i spidsen for at udvikle en model for træningsindsatsen.

Foreløbig vil træningen kun foregå i Danmark, men ifølge Troels Lund Poulsen er der også andre muligheder.

Det gælder blandt andet i Rumænien, hvor et træningscenter vil blive opstartet.

- Ukrainske piloter vil kunne fortsætte deres træning der, men også Nato-allierede, der er ved at overgå til fjerdegenerationskampfly, kan gøre det i Rumænien, siger Kasja Ollongren.

I alt er 11 lande enige om at gå sammen i en koalition, som skal sikre træningen.

Belgien, Canada, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Sverige og Storbritannien har også tilsluttet sig koalitionen, der ledes af Danmark og Holland, som støtter træningen.

I første omgang vil træningen bestå af afprøvning og udvælgelse af ukrainsk personel. Derefter sprogundervisning og senere teoretisk og praktisk træning.

Formålet er, at det ukrainske luftvåben skal have de basale færdigheder og forudsætninger for at flyve, servicere og vedligeholde F-16-fly.

Troels Lund Poulsen kan endnu ikke svare direkte på, hvorvidt Danmark skal donere F-16-fly til ukrainerne.

- Vi bevæger os hen i en situation, hvor vi efter sommerferien også skal forholde os til hele spørgsmålet om donation, siger han.

Men han understreger, at uddannelsen kommer i første række, da han ikke mener, det giver mening at diskutere donation af fly, hvis ukrainerne ikke er i stand til at bruge dem.

- Vi lægger op til at træne to hold til at starte med. Det er samlet 10 til 12 piloter og derudover støttepersonel til at vedligeholde flyene. Det bliver omkring 30 til 40, siger han, men understreger, at det ikke er lagt fast endnu.

/ritzau/