I en ny TV 2-dokumentar afslører udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at statsminister Mette Frederiksen (S) bevidst er blevet holdt ude af forhandlingerne med USA under Grønlandskrisen.

I dokumentaren med titlen 'Udenrigsministeren' lyder det således, at »den danske regering vælger at holde statsministeren ude af den direkte kontakt med amerikanerne.«

Ifølge den tidligere absolutte topdiplomat Friis Arne Petersen, så er det en klog strategi. Det fortæller han til B.T.

»Det giver mening, at det ikke er vores nummer ét, der er i dialog med deres nummer ét. Og for Mette Frederiksen ville hendes naturlige samtalepartner her være Donald Trump,« siger han og fortsætter:

»Og Trump har altså altid haft en anden og meget ultimativ måde at forhandle med sine stats-kolleger på, det har vi også set med Ukraines Zelenskyj.« 

Dokumentaren er udkommet onsdag, og her lyder det også sarkastisk fra Lars Løkke Rasmussen, at det kunne have risikeret at have været »en fest«, hvis man fra dansk side havde sendt Mette Frederiksen »over i Det Hvide Hus.«

Friis Arne Petersen har i årtier været i det diplomatiske maskinrum i Danmark.
Friis Arne Petersen har i årtier været i det diplomatiske maskinrum i Danmark. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Udmeldingen fra udenrigsministeren er særlig interessant, fordi der tidligere har været ganske kold luft mellem Donald Trump og Mette Frederiksen, efter sidstnævnte kaldte debatten om, at USA måske ville købe Grønland for »absurd.«

Ifølge Friis Arne Petersen er det dog ikke unormalt, at man i diplomatiets arbejde venter med at gå helt op på øverste klinge - altså, på statsministerniveau:

»Det er en klog strategi. For man kan altid bagefter gå op til topniveauet igen. Det er klassisk diplomati, at man ikke går op til øverste niveau i starten af forhandlinger.«

Friis Arne Petersen tilføjer:

»Det er morsomt og præcist udtrykt af Lars Løkke. For det ville være forhandlingstaktisk uklogt af Danmark at sende Mette Frederiksen på et tidspunkt, hvor situationen var nær kogepunktet. Det havde det sådan set også været med Trumps forgængere.«

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Først fødevarecheck. Så fødevaremoms. Regeringens fødevareudspil har splittet oppositionen ad – og spørgsmålet er, om ugens udmeldinger kan rykke stemmer, eller om det hele er lidt for tykt. B.T.s politiske eksperter dissekerer ugens største historie og kommer med deres bud på, hvornår Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen