Den omstridte »romalejr« på Vesterbro i København har sat gang i en heftig debat om, hvilke beføjelser politiet egentlig har for at rydde en lejr med hjemløse.

Men ifølge filosof og B.T.-debattør Eva Selsing bliver det egentlige problem overset. 

»Det er forkert at behandle det her som et hjemløseproblem, når det er et grænseproblem. Udfordringen er ikke først og fremmest, hvad kommunen eller politiet tænker, men hvorfor de her mennesker overhovedet er i landet til en start,« siger hun.

73-årige Ole Verner Pihl og Anette Kjersgaard har fortalt B.T. om telte, bål, afføring, tyverier og utryghed fra udenlandske hjemløse, der ikke taler dansk.

»Romalejren«, som flere beboere kalder den, begyndte i det små for nogle måneder siden, men er de seneste uger eskaleret, beretter flere lokale.

»Det er bare endnu et bevis ud af alt for mange på, at det, man har kaldt for en stram udlændingepolitik, slet ikke er det. For hvis folk bare kan vade ind i løbet af sommeren og på alle måder opføre sig uciviliseret, så går det jo ikke.«

Anette Kjersgaard er ikke meget for at komme helt tæt på lejren. Foto: Privatbillede

I den udstrækning at der skulle være tale om hjemløse udlændinge fra EU-lande - som eksempelvis Rumænien - opholder de sig lovligt i Danmark.

EU-borgere kan nemlig frit rejse ind, søge arbejde og opholde sig i Danmark i op til tre måneder.

Eva Selsing, hvad er det, der gør, at du tænker, at de nødvendigvis fortjener at blive smidt ud af landet - fordi de sover i en park?

»Hvis de ikke har noget at gøre her, skaber utryghed, og tydeligvis ikke har et ønske om at indgå i det almindelige civile liv og være med til at gøre noget godt for Danmark, så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle sende dem retur.«

Ifølge Københavns Politi tillader de nuværende regler på området »romalejren.« Til B.T. har politiet derfor afvist at rydde lejren, selvom kommunen ønsker det:

»Da der for nuværende ikke er tale om permanente lejre, opholder personerne sig lovligt i området, og politiet kan derfor ikke gøre yderligere,« lyder det.

Dette har affødt en større politisk diskussion af reglerne på området og særligt en debat om en lempelse af reglerne vedtaget af politikerne på Københavns Rådhus i 2025.

Ifølge Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) tager politiet nemlig fejl, når de vurderer, at lejren ikke er ulovlig.

»Det er klart, at det ville være dejligt, hvis politiet håndhævede nogle regler, men i sidste ende er det et problem, der er skabt på Christiansborg og skal løses dér. Kommunen kan ikke fjerne problemet men højst flytte det et andet sted hen.« siger Selsing.

B.T. har forelagt kritikken for udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S), der ikke har haft mulighed for at give en kommentar.

I stedet går Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Thomas Skriver Jensen, i rette med Eva Selsing.

»Det skyldes ikke vores udlændingepolitik, at der er folk fra et andet land i den europæiske union, i Danmark,« skriver han i en besked til B.T.

»Det må være en sag for politiet, hvis de opholder sig ulovligt med deres teltlejr. Så skal de fjernes, punktum.«

Tirsdag besøgte B.T. Havneholmen Metrostation. Se med her: