Klumme: I den daglige samtale om USA's onder hører vi stadig hyppigere om Donald Trumps angiveligt autoritære virke. 

Der peges på hans mærkbare ringeagt for internationale organisationer, på fyringer af diversitetsansatte og kritikere af administrationen i hæren og på ICEs måde at håndtere den udvisningspolitik, amerikanerne i overvældende grad stemte for at få. 

Det er både godt og rimeligt, at man interesserer sig for de politiske forhold i lande, vi har vigtige relationer med. Men optagetheden af Trump modsvares ikke af en tilsvarende interesse for autoritære tendenser i vores eget nabolag. I Vesteuropa og i Storbritannien.

Det er da sælsomt, er det ikke – når nu disse lande er tættere på os, og vi i endnu højere grad deler skæbnefællesskab med dem end med USA? Og det er i særdeleshed påfaldende, når de senere år har vist en bekymrende opblomstring af censur, politisk diskrimination og endda valgindblanding på vores breddegrader.

Lad mig give nogle eksempler.

I Storbritannien foretager man nu årligt 12.000 anholdelser for hadtale, primært for ytringer online. 

Lucy Connolly, en 41-årig pædagog, blev eksempelvis idømt 31 måneders fængsel for et tweet efter Southport-massakren, hvor en mand af afrikansk herkomst knivdræbte 3 små britiske piger, som var til Taylor Swift-dansetime, og forsøgte at dræbe 8 andre børn og 2 voksne. 

Connolly havde i vrede skrevet, at man skulle brænde migranthotellerne ned. Hun slettede hurtigt sit tweet, men endte alligevel med at afsone 10 måneder i fængsel.

Talrige britiske mænd fik lignende domme for at have postet ’racistiske’ memer, lavet ’racistiske håndtegn’ eller sagt ’racistiske ord’ i kølvandet på massakren. Til sammenligning fik en etiopisk migrant 12 måneders fængsel for et seksuelt overfald på en 14-årig britisk pige og en kvinde sidste år. 

I Tyskland har ytringsfriheden det skidt.

TV-programmet ’60 Minutes’ lavede sidste år en chokerende dokumentar om, hvordan politiske ytringer kriminaliseres og straffes i Tyskland. Online-ytringer overvåges og håndteres af anklagemyndighed i samarbejde med anti-hadtale-organisationer. Selv fornærmelser mod politikere er strafbare.

Politisk er det også problematisk; en lang række politikere vil gerne have det højreorienterede parti AfD forbudt, selvom hver fjerde vælger p.t. ville stemme på det.

I Frankrig sagde præsident Macron forleden, at ”ytringsfrihed er bullshit”, at han ”ønsker en offentlig orden” som indebærer at ”undgå racistisk tale, hadtale og så videre.”

Så er der EUs ’Digital Services Act’, som officielt skal skabe et mere ’trygt og transparent’ onlinemiljø. De facto lader det dog til at være et censur-redskab, hvilket blandt andet har fået Trump til at love at lave en VPN, så europæere og briter kan tilgå politisk ucensureret indhold. 

Elon Musk har fortalt, at EU tilbød ham at slippe for bøder, hvis han i hemmelighed begyndte at censurere ytringer på X. Han nægtede, og blev idømt den første bøde under loven i december 25, på 120 millioner euro – for et ”vildledende” system med de blå verifikationsmærker. 

De astronomiske bøder til tech-giganter skal gøre det mere attraktivt at over-moderere (læs: censurere) indhold. 

Storbritannien har sin egen version af censurloven, Online Safety Act – bemærk hvor omsorgsfuldt det sælges som sikkerhed for borgerne – som virker på samme måde, med store bøder for ikke at moderere indhold.

Nåja, og så fik vi aflyst et valg i et EU-land, nemlig Rumænien, fordi man ikke brød sig om vinder-kandidaten. 

Læg dertil, at nærmest ingen fra de vestlige etablissementer – andre end Trump-administrationen – har kritiseret det tidligere Twitter for sin systematiske undertrykkelse af og censur mod konservative og højreorienterede. Ikke engang efter offentliggørelsen af TwitterFiles, hvor den politiske diskrimination blev gennemdokumenteret. 

Hvorfor mon?

Måske vi skulle bekymre os lidt mindre over Trump og lidt mere for den autoritære fare, der vokser i vores egen dagligstue og baghave?