Mens de danske politikerne diskuterer, om staten skal sætte en stopper for børn og unges pornoforbrug, kommer forfatter og filosof Eva Selsing nu med en opsang.  

For det er nemlig ikke kun de yngre generationer, der skal være på vagt - porno er »enormt skadeligt« for alle, advarer Selsing. 

»Porno taler til noget af det mest nedværdigende i os, og er den ultimative varegørelse og nedværdigelse af mennesket, der reduceres til en krop,« lyder det.

B.T. har igennem de seneste måneder beskrevet den borgerlige bølge, der lader til at skylle ind over Vesten.

I Danmark eksemplificeret ved blå bloks fremgang i almindelighed og DFs i særdeleshed. Fokus har i høj grad været på indvandring og islam.

Men det konservative såkaldte »vibe-shift« handler, ifølge Eva Selsing, også om forholdet mellem mænd og kvinder, og hvordan dette er blevet ødelagt af alt lige fra den moderne datingkultur til porno og feminisme.

Resultaterne er tydelige: Rekordmange danskere bor alene, og danskerne får ikke nok børn til at opretholde sin egen befolkning.

I denne artikelserie ser B.T. nærmere på netop de tre ting med Eva Selsing.

I dag er vi nået til pornografien, som Danmark, som bekendt, var det første land til at sætte fri, men som Selsing gerne så placeret på historiens mødding.

»Vi ved, at det primært er mænd, der ser meget porno. Og at forbrugerne kræver en stadig vildere slags porno for at blive tilfredsstillet, hvor det ender med noget voldeligt og mere perverst, for at de kan få udløsning,« forklarer Eva Selsing og fortsætter:

»På den måde radikaliserer det os samtidig med, at det gør os følelsesløse. For det fjerner det fortryllende element ved det seksuelle.«  

Ifølge Eva Selsing har pornoen haft en ødelæggende effekt på danskernes seksualitet og opfattelsen af andres kroppe:

»Det bliver nemmere at komme til at opføre sig grænseoverskridende, og det bliver sværere for kvinder at sige nej til ting, de måske ikke synes er rare, men som er blevet normaliseret på grund af pornografien.« 

Nogle studier har vist, at det er værre for mænd end for kvinder at se porno. At nogle kvinder ligefrem rapportere et bedre sexliv, hvis de ser porno. Kan der være en kønnet slagside?

»Det kan godt give mening ud fra en begrænset betragtning om teknik. For det er en del af normaliseringen af porno, at sex er noget, man skal øve sig i at være dygtig til - som var det en sportsgren, hvor man skal have tekniske 'fif',« siger hun og fortsætter:

»Men når det er sagt, så er der masser af studier, der viser en markant negativ sammenhæng mellem både seksuel- og parforholdsmæssig tilfredsstillelse og så at se meget porno.« 

I Sverige har politikerne i sommer udvidet landets forbud mod købesex til også at gælde digitalt indhold, så svenskerne nu kan straffes med op til et års fængsel, hvis de betaler for private livesessioner eller sexchats på pornotjenesten OnlyFans.

Men for Eva Selsing er det vigtigste ikke at gå en forbuds-vej - men derimod at genindføre et tabu angående porno.

»Det skal ikke være noget, man åbent taler om men derimod noget, der er pinligt niveau at lade sig trække ned på,« lyder det fra Eva Selsing.

Allerede i 2026 bliver det sværere for unge i Danmark at se porno på nettet.

Regeringen vil nemlig udrulle en ny app i begyndelsen af det nye år - en teknisk løsning til aldersverifikation - der skal tjekke, at man er voksen og dermed har lov til at se indholdet på diverse pornohjemmesider.