Fransk domstol har afvist Europa-Parlamentets millionkrav mod fondene Meld og Feld

Europa-Parlamentet må kigge i vejviseren efter de 1,3 mio. kr., man har forsøgt at få retur fra de to såkaldte Messerschmidt-fonde, Meld og Feld.

Konkursboet efter de to fonde har været behandlet af den franske domstol, Tribunal de grande instance de Paris. Ifølge domsudskriftet, som BT har modtaget, har retten afvist millionkravet fra Europa-Parlamentet i den meget omtalte svindelsag fra sidste år.

Det var den sag, der sendte Dansk Folkeparti ud i et månedlangt stormvejr og førte til, at partiet valgte at betale andre 2,5 mio. kr. tilbage. Det var penge, som partiet havde brugt på nationale politiske kampagner i 2013, 2014 og 2015.

Men Dansk Folkeparti afviste at betale de 1,3 mio. kr., svarende til i alt 180.642 euro, tilbage, som Meld og Feld i sommeren 2014 udbetalte som et gyldent håndtryk til en opsagt medarbejder.

De to fonde havde betalt henholdsvis 135.660 euro og 44.982 euro til den pågældende, som var en ledende medarbejder fra Polen. Men det skete i strid med reglerne, anførte Europa-Parlamentets bureau.

DF har henholdt sig til, at det omstridte håndtryk blev bevilget af den ledelse, der styrede fondene i 2014, og før Morten Messerschmidt havde noget at skulle have sagt.

Nu har den franske ret imidlertid afgjort, at Europa-Parlamentet heller ikke får sit krav indfriet fra de to fondes konkursbo.

I sin procedure lagde den franske domstol til grund, at Europa-Parlamentet i november 2015 og igen i maj 2016 havde trukket al udbetaling af støtte til Meld og Feld.

»Foreningen har ikke de nødvendige midler til at fortsætte sin drift,« skriver retten og konstaterer, at man heller ikke har de nødvendige aktiver til at afvikle sine forpligtelser på samlet 180.642 euro.

Kassen var med andre ord tom, da konkursen blev stadfæstet, og det skete med effekt fra 7.december 2016.

Det fremgår af retsakterne, at Europa-Parlamentet ikke har forsøgt at inddrive de 2,6 mio. kr., som DF anklages for at have svindlet for, via konkursbehandlingen af de to fonde.

Morten Messerschmidt har ikke ønsket at udtale sig om sagen. Han vendte sidste sommer tilbage til aktiv politik efter en længere orlov.