Der lægges et kæmpe puslespil i EU i disse dage, hvor topposter skal uddeles til de rigtige kandidater. Danske Margrethe Vestager (R) har flere muligheder for magtfulde poster.

Der er den absolut mest magtfulde post af de tre: formanden for EU-Kommissionen, og så er der posten som 1. næstformand og udenrigschef.

Professor og EU-ekspert ved Københavns Universitet Marlene Wind følger forhandlingerne, og hun lægger vægt på, at spekulationer er spekulationer: Vi ved først noget, når de kommer ud ad døren – enige.

Mødet mellem EU's stats- og regeringschefer startede søndag aften og foregik natten lang.

Margrethe Vestager er i dag europæisk konkurrencekommissær.
Margrethe Vestager er i dag europæisk konkurrencekommissær. FRANCOIS LENOIR

Men mandag morgen lå der ingen afklaring: Arbejdet afbrydes og genoptages tirsdag formiddag.

B.T. gennemgår de poster, hendes navn kædes sammen med – én for én.

Mulighed nr. 1: Udenrigschef

Diplomater har mandag spekuleret i, at socialdemokraten Frans Timmermans bliver ny kommissionsformand.

Giver man Timmermans topjobbet, er logistikken så, at de øvrige poster fordeles mellem EU-Parlamentets to andre store grupper, borgerlige EPP og den liberale gruppe, som Margrethe Vestager er knyttet til.

Følger man dén skitse, kan Margrethe Vestager blive udenrigschef. En post, Marlene Wind ikke tror, Margrethe Vestager er allermest interesseret i.

Det er ikke en særligt magtfuld position, ligesom det falder uden for Vestagers erfaringer som konkurrencekommissær.

»Posten giver man typisk til en kvinde, fordi man skal have en kvinde ind på en af posterne. Det er ikke en uvigtig post, men det er en post, som man typisk giver til en mindre kendt politiker,« siger Marlene Wind.

En pudsig detalje til posten som udenrigschef er, at USA's præsident, Donald Trump, for nylig udtalte i et interview, at Vestager er den person, 'der hader USA allermest'. Men det skal ikke spænde ben for Vestager – tværtimod:

»Det tror jeg faktisk mange i Europa er begejstrede for, hvis hun får den post,« siger Marlene Wind.

Men Marlene Wind ser mere magtfulde poster end lige den her for Vestager.

»Det er ikke der, hvor Europas centrale arkitekturer bliver tegnet.«

Mulighed nr. 2: 1. næstformand

I stedet mener Marlene Wind, at det er posten som 1. næstformand, der ligger tættere på Margrethe Vestagers kompetencer.

Derfor kan man formode, hun vil være mere interesseret i dén post.

Det er også kommet på tale i EU, lyder det fra endnu en diplomat. Får hun den post, bliver det hendes opgave at svare til formanden for EU-Kommissionen.

1. næstformanden handler på formandens vegne og koordinerer arbejdet inden for deres specifikke ansvarsområde.

Det betyder, at Margrethe Vestager formentlig kan vælge et ansvar, hun brænder for.

»Min vurdering er, at Vestager hellere vil være 1. næstformand end udenrigschef, fordi det vil ligge tættere på hendes kompetencer. Hendes specifikke rolle skal man først pinne ud, når arbejdsopgaverne fordeles, og hun vil sandsynligvis få et område, hun har erfaring i.«

Mulighed nr. 3: Kommissionsformand

I den seneste måned har Margrethe Vestager været omdrejningspunktet for samtaler i Bruxelles, da hun blev nævnt som en mulig ny formand for Europa-Kommissionen.

Tidligere har man spurgt hende, om det er et mål at få titlen i hus. Svaret lød ganske overbevisende:

»Det kan jeg love dig for.«

Selvom flere retorisk har vippet Vestager af pinden i køen som formand, vil Marlene Wind ikke afvise, hun stadig står i stilling.

»Hun har i princippet stadig en chance. Det, der er meldt ud nu, er spekulationer. Intet er afgjort, før de melder noget endeligt ud,« siger hun.