EU er ved at udvikle sig til en finansunion, mener Folkebevægelsen mod EU. Bevægelsen kræver en folkeafstemning i 2014, hvor danskerne kan tage stilling til planerne.

Når danskerne i 2014 vælger medlemmer til Europa-Parlamentet, skal de samtidig ved en folkeafstemning tage stilling til Danmarks tilknytning til EU. Sådan lyder kravet fra Folkebevægelsen mod EU, der holder landsmøde i denne weekend.

- Kravet skal ses i lyset af, at EU er i gang med udvikle sig til en egentlig finansunion. Indenfor kort tid og uden nogen større offentlig debat har EU etableret instrumenter til at kunne påvirke og gribe ind overfor de enkelte medlemslandes økonomiske politik, siger Søren Søndergaard, der er medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

- Alle disse instrumenter er i gang med at blive bundet sammen i en egentlig euro-stat, hvor alle væsentlige økonomiske og finanspolitiske beslutninger i medlemslandene skal godkendes i Bruxelles, siger han.

Søren Søndergaard mener, at både den nuværende og tidligere regering har optrådt udemokratisk i EU-spørgsmål:

- Vi kræver en diskussion ved en folkeafstemning om Danmarks placering i det nye EU. Desværre blev det klart med vedtagelsen af finanspagten, at regeringen - som den foregående regering - vil gøre alt for at undgå at skulle spørge befolkningen i et EU-spørgsmål. Den opførsel er først og fremmest fundamentalt udemokratisk, men også uansvarlig, for der er behov for en diskussion og en afklaring om Danmarks forhold til EU og alternativer dertil, siger han.