288.000 forurenede belgiske skalæg med insektmiddel var på hylderne i tre danske butikker tidligere i år.

København. Det skal være slut med æggeskandaler som den, der ramte Europa og Danmark tidligere i år.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) deltager tirsdag i et ministermøde om insektmidlet fipronil i EU.

EU-ministrene skal diskutere, hvordan sager om forurenede æg kan forhindres fremover.

288.000 forurenede belgiske skalæg med et indhold af fipronil var på hylderne i tre danske butikker i løbet af fire uger i maj og juni i år.

- Vi skal altid kunne være trygge ved vores fødevarer. Og det kan vi jo som regel også. Netop derfor rammer en sag som denne meget hårdt, siger Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse.

- Tilliden til fødevarer er meget vigtig for vores forbrugere og hos eksportmarkederne. Derfor skal disse sager løses så effektivt som muligt, siger han.

Tidligere er der fundet æg med indhold af fipronil i æggeprodukter, for eksempel æggesalat, solgt i Danmark. Men det var første gang, at det kunne påvises, at der var forhandlet forurenede skalæg i Danmark.

Æggene har været solgt i tre forretninger - to i Aarhus og en i Odense. Dermed har borgere i de to byer formentlig købt og spist æggene.

Fødevarestyrelsen har oplyst, at æggene kom i 27 paller fra en belgisk besætning, som ulovligt brugte fipronil til at udrydde blodmider. Derefter er giftstoffet gået i æggene.

Ifølge DTU Fødevareinstituttet var de udenlandske æg solgt i Danmark aldrig med sundhedsskadelige mængder af fipronil, oplyser ministeriet.

- Vi kan være tilfredse med, at alt tyder på, at danske æggeproducenter ikke har brugt de ulovlige midler.

- Derfor har vi ikke på noget tidspunkt konstateret fipronil i æg, der er lagt i Danmark, og det er jeg vældig glad for, siger Esben Lunde Larsen.

- Generelt må jeg sige, at vi i Danmark har håndteret denne sag hurtigt og effektivt, både af æggeerhvervet og de involverede myndigheder. Det tyder på, at vi generelt står godt rustet til den slags kriser, siger ministeren.

Ifølge Fødevarestyrelsen sælges der årligt omkring én milliard æg i Danmark. Langt størstedelen af de æg, der bliver solgt i Danmark, er danske.

Fødevarestyrelsen udelukker ikke, at der kommer flere sager om æg eller æggeprodukter med fipronil i Danmark. De forventes dog alle at være under det sundhedsskadelige niveau.

/ritzau/