Det skorter ikke på videoer eller billeder, hvor Jean-Claude Juncker, formand for Europa-Komissionen, gør mere eller mindre bemærkelsesværdige ting – som at klappe statsledere hårdt på kinden eller at vakle rundt til topmøder.

Videoer og billeder, som har givet anledning til rygter om, at Jean-Claude Juncker er meget glad for alkohol.

Det har han før benægtet.

Og det gjorde han også meget bestemt, da han mandag blev spurgt direkte til, om han har svært ved at styre sit alkohol-indtag.

»Jeg har sagt mange gange, at jeg ikke har et problem med alkohol. Idiotiske journalister stiller altid det samme spørgsmål, selvom det spørgsmål allerede er blevet besvaret,« svarede han vrissent ifølge Daily Mail.

Der har været flere episoder, som har fået onde tunger i europæiske medier til at spekulere i, om Jean-Claude Juncker ind imellem går rundt til topmøder i mere eller mindre beruset tilstand.

En af de mere kendte videoer på Youtube er fra 2015, hvor Jean-Claude Juncker tager imod en del statsledere ved at klappe dem relativt hårdt på kinden - og generelt opfører sig løssluppent.

En anden situation, der gav anledning til spekulationer omkring Jean-Claude Junckers alkoholvaner, var et NATO-topmøde i midten af 2018.

Her vaklede han bogstavelig talt rundt under et photoshoot.

Efterfølgende forklarede Juncker, at det var på grund svære rygsmerter og kramper i benene, at han havde problemer med at gå.

Dengang afviste han også alle spekulationer om, at han var fuld - og bad om lidt mere respekt.

En af de journalister, som helt åbent har beskyldt Jean-Claude Juncker for at 'være glad for flasken' er den franske journalist Jean Quatremer, som har dækket EU gennem mange år.

I et indlæg i The Spectator skrev han direkte, at Jean-Claude Juncker er særdeles glad for at drikke.

En af de 'afsløringer', han leverede, var, at det angiveligt er almindelig kendt, at når Jean-Claude Juncker får serveret et glas vand i EU-regi, så er det ofte ren Gin.

En påstand, journalisten dog på ingen måde dokumenterede.

Jean Claude Juncker selv afviste da også gin-historien - ligesom han mandag endnu en gang tog skarpt afstand fra spekulationer om, at han drikker for meget.