Over halvdelen af de indsatte i landets lukkede fængsler og arresthuse er indvandrere, efterkommere eller udlændinge.

Det viser et nyt notat fra Kriminalforsorgen, som torsdag blev sendt til Folketingets Retsudvalg.

Her konkluderes det, at personer med dansk oprindelse er i undertal i landets 'hårde fængsler'.

Det vil sige de lukkede fængsler, hvor man afsoner alvorlige domme, og arresthusene, hvor man typisk sidder varetægtsfængslet, indtil man skal for retten.

Se tallene her.
Se tallene her.
Vis mere

Justitsminister Nick Hækkerup er rystet.

»Det er skræmmende. Det er en bekræftigelse på, at vores integration ikke er lykkedes, og at vi har et problem for vores fællesskab, når der er grupper, der slår så markant ud,« siger han.

Hvad vil I gøre ved det?

»Der skal forskellige skridt til. Vi skal have et politi, der kommer tættere på borgerne der, hvor man ser problemerne. Vi skal have mere fat i den hårdere kriminalitet. Vi skal blive ved med at have fokus på de bander, der skaber utrolig meget ballade og utryghed i øjeblikket.«

De nye tal viser vel også, at bandepakkerne indført af den tidligere regering har virket?

»Det er skræmmende,« siger justitsminister Nick Hækkerup (S).
»Det er skræmmende,« siger justitsminister Nick Hækkerup (S). Foto: Emil Helms
Vis mere

»Ja, jeg tror faktisk, at noget af det, som er rigtigt, er de bandepakker og det fokus, der har været på banderne. Vi er bare ikke kommet i mål endnu, og vi skal videre ad den vej,« siger Nick Hækkerup.

Vil det sige, at I har mere på vej i den stil?

»Det er helt sikkert, at vi vil overveje, hvordan vi får taget hårdere fat her. Det handler i høj grad om konsekvens.«

En anden løsning er den præventive indsats?

»Ja. Det forebyggende arbejde med lokalbetjente vil være en del af et politi, der er nærmere problemerne, som bedre vil kunne forudse, hvem der laver ballade, og som vil kunne tage en bekymringssamtale med dem.«

I de lukkede fængsler har 51,5 pct. af de indsatte nu udenlandsk baggrund, mens 48,5 pct. er af etnisk dansk oprindelse.

I arresthusene har 51,9 pct. udenlandsk baggrund.

De nye tal vidner om en stor overrepræsentation af kriminelle blandt indvandrere og efterkommere.

Til sammenligning udgør de nemlig kun omkring 13,3 pct. af befolkningen ifølge Danmarks Statistik.

Rettelse: Justitsministeriet oplyser 29. september 2020 til B.T., at der i en tidligere fremsendt graf fra ministeriet var byttet om på tallene for arresthuse og Københavns fængsler. Det er nu rettet i ovenstående graf.