»Et attentat på dansk satiretradition«.

Sådan beskriver Dansk Folkepartis folketingsmedlem Mikkel Bjørn den racismedom, der i dag faldt ved Retten i Holstebro.

Her blev en 28-årig mand idømt syv dages betinget fængsel for at have overtrådt straffelovens paragraf 266b - den såkaldte racismeparagraf - ved at have publiceret 129 forhånende vittigheder om bl.a. sorte og jøder på to hjemmesider.

En dom, som den tiltaltes advokat ankede på stedet.

Mikkel Bjørn og Dansk Folkeparti er så fortørnede over dommen, at de nu har indkaldt justitsminister Peter Hummelgaard (S) til en forespørgselsdebat i Folketinget.

Her vil Bjørn spørge ministeren ind til sagen.

»Vi synes, at man er ude på en voldsom glidebane – man kunne sige et attentat på dansk satiretradition, hvis man begynder at retsforfølge folk, bare fordi de er kommet med vittigheder – også selvom der er tale om vittigheder, der krydser en moralsk grænse.«

»Det er bekymrende både for den danske satiretradition og humor. Det er vigtigt med en vid grad af ytringsfrihed for humor og satire. Også for humor, der går over grænsen. Når humor går over grænsen, håndterer vi det med social fordømmelse og kritik - ikke ved at retsforfølge,« udtaler Mikkel Bjørn til B.T.

De to hjemmesider, som den 28-årige mand har drevet, udgav mange forskellige vittigheder. Heraf 129, der er så forhånende, at de nu har ført til en betinget fængselsdom.

En af de 129 vittigheder, som Anklagemyndigheden fremhæver i anklagen mod den 28-årige mand, er følgende:

»Hvad er forskellen mellem en jøde og en pizza? Pizzaen skriger ikke, når den skubbes ind i ovnen.«

Adspurgt, om han synes, at den vittighed er sjov, svarer Mikkel Bjørn:

»Nej, på ingen måde. Jeg synes, at den joke er dybt anstødelig og afskyvækkende.«

I synes alligevel, at det skal være lovligt at bringe den vittighed på nettet. Men skal det også være lovligt at gå hen til en dansk jøde og fortælle vedkommende den samme vittighed?

»Generelt skal man aldrig sige ubehagelige ting til sine medmennesker.«

Dansk Folkeparti ønsker, at justitsminister Peter Hummelgaard enten afskaffer racismeparagraffen helt eller »som minimum sørger for, at folk ikke bliver retsforfulgt for at benytte sig af humor og satire«, lyder det fra Mikkel Bjørn.

Der er endnu ikke dato for forespørgselsdebatten med justitsminister Peter Hummelgaard. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra justitsministeren. Det er ikke lykkedes.