For mindre end to måneder siden meldte folketingsmedlem Søren Espersen sig ud af kriseramte Dansk Folkeparti, men nu er den tidligere DF-næstformand ikke længere løsgænger.

Fremover skal han tørne ud for den tidligere udlændingeminister Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne. Og det skyldes i høj grad personen Støjberg.

»Jeg har kæmpe tillid til den kvinde. Det er utroligt, hvad hun har stået igennem. Hun er fremkommelig, venskabelig, og hun vil magten med andre borgerlige.«

»Der er en positiv tilgang, som jeg godt kan lide. Der er ikke noget protest i det her overhovedet. Det handler om, hvordan vi finder sammen og får væltet Mette Frederiksen,« siger Espersen med henvisning til den socialdemokratiske statsminister.

Til B.T. forklarer Søren Espersen, at han ganske vist stadig er modstander af EU, og at det flugter fint med Danmarksdemokraternes politik.

Vil du stadig gerne have Danmark ud af EU?

»Det er let at forklare. Vi vil hellere have rullet EU-samarbejdet tilbage til det, der var EF-samarbejdet. Det er langt mere realistisk, end at vi alene kan forlade EU,« siger han.

Selvom Espersen har en klar tilgang til politikken, er der dog klare linjer i partiet.

»Det hele er nyt, så mange ting kan ændre sig. Det er alene Inger Støjberg, der vælger, hvor linjen skal lægges,« siger han til B.T.

Han fortæller videre, at han ser frem til ikke at have fjender i Folketinget.

»Det er afgørende for mig, at Inger har en pragmatisk tilgang til det. At vi ikke behøver være fjender i Folketinget, at vi godt kan finde ud af en helt masse sammen. Bare vi står sammen på den borgerlige fløj,« tilføjer Espersen.

Efter at have meldt sig ud af DF udtalte Espersen, at en fremtid for ham i Danmarksdemokraterne var en mulighed, men at han ikke kendte så meget til Støjbergs nye projekt.

Duoen har ikke haft en lang proces om skiftet til Danmarksdemokraterne, understreger Espersen. Men da partiet fortsat er i gang med at udvikle sin politik, så er det hovedsagelig Støjberg, der har været trækplastret. Det ser Espersen ikke noget underligt i.

»Det er ikke usædvanligt, at der kommer et nyt parti, som er baseret på en profil, der står stærkt i hele Danmark,« siger Espersen.

Han håber på, at Danmarksdemokraterne efter næste folketingsvalg får en nøglerolle i et blåt flertal.

»Det er vigtigt, at vi har den rigtige leder for landet. Det vil sige, at det skal være en borgerlig statsminister, vi skal være med til at udpege. Det bliver ikke spor svært,« siger Espersen.

Både Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er statsministerkandidater i blå blok. Espersen vil ikke røbe, hvem af de to han foretrækker som statsminister.

Det er op til Støjberg at melde ud, siger han.

Espersen bliver folketingskandidat i Sydjyllands Storkreds. Han skifter dermed fra Sjællands Storkreds.