Den tidligere direktør i Skat København, Erling Andersen, siger nu til BT, at han ikke vil stå i vejen for Skats udvikling.

Derfor vil Erling Andersen heller ikke beklage sig over, at Skats øverste direktør Jesper Rønnow Simonsen i dag har besluttet, at han ikke længere skal være en del af Skats direktion.

- Hvis min person er kommet til at stå i vejen for udviklingen af Skat, en udvikling jeg i øvrigt bakker fuldstændig op om, så har jeg da forståelse for, at Jesper Rønnow Simonsen har truffet den beslutning, han har, siger Erling Andersen til BT.

Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, har i dag besluttet, at Erling Andersen skal udtræde af Skats direktion. I en pressemeddelelse forklarer Jesper Rønnow Simonsen, at Erling Andersens person står i vejen for at kunne genopbygge tilliden til Skat.

- Den rejste kritik er ikke forenelig med den vigtige opgave, ledelsen i Skat har med at genopbygge tillid til organisationen og dens generelle omdømme, siger Jesper Rønnow Simonsen i en pressemeddelelse fra Skat.

Skattesag

Beslutningen kommer efter, at Skattesagskommissionens undersøgelse har givet anledning til kritik af Erling Andersen.  Endvidere har skatteministeren igangsat en advokatundersøgelse i forhold til oplysninger afgivet til Ombudsmanden. Erling Andersen er i dag direktør for Skats Indsatsområde og udtræder af Skats direktion med øjeblikkelig virkning.

Erling Andersen, deler du den opattelse, at du står i vejen for Skats udvikling?

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Erling Andersen.

Erling Andersen udtræder af Skats direktion pr. 11. november 2014 og tiltræder en ny stilling i Skat den 1. januar 2015 som programchef med ansvar for at styrke samarbejdet mellem Skat og skatteadministrationer indenfor OECD, EU og Norden i forhold til internationale aftaler og tilknyttet lovgivning. Herudover afventes det, at der foreligger en konklusion fra den igangsatte advokatundersøgelse. I perioden frem til den 1. januar 2015 varetager Erling Andersen særlige opgaver for Skat efter aftale med Jesper Rønnow Simonsen.