Den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen er død i en alder af 92 år. Det skriver Berlingske Nyhedsbureau.
I dag er Tamilsagen, der udspillede sig i årene omkring 1990, stort set glemt, og den kan kun gøre krav på et mindre kapitel i den nyere danmarkshistorie.
Men for en generation siden var spørgsmålet om Justititsministeriets ulovlige administration af flygtningeloven et stridsemne, som optog sindene i årevis, og som havde fatale konsekvenser for mange af aktørerne.
Resultatet af en omfattende dommerundersøgelse bragte i første omgang flere end ti års borgerligt styre under Poul Schüters ledelse til ophør i januar 1993, og efterfølgende gav sagen anledning til noget så sjældent som en rigsretssag med domsafsigelse et par år senere: Erik Ninn-Hansen fik en betinget dom på tre måneders fængsel for overtrædelse af loven om ministeranvarlighed, og på den måde endte en enestående karriere i folkestyrets tjeneste i noget, der lignede en politisk tragedie.
Hans beslutning om at standse ekspeditionen af familiesammenføringer »savnede retligt grundlag«, og det var afgørende for udfaldet af et sagsforløb, som han selv i en af sine erindringsbøger har beskrevet som »ren magtkamp« i krydsfeltet mellem jura og politik.
At den stramning af retten til familiesammenføring, som var hans åbenlyse politiske motiv, for længst er blevet officiel dansk udlændingepolitik støttet af et meget stort flertal i Folketinget, er imidlertid en anden sag.Erik Ninn-Hansen blev valgt til tinget i 1953. Det var endnu under den gamle grundlov, og i de følgende 41 år havde han uafbrudt sæde i landets lovgivende forsamling - kun et par andre er noteret for en længere karriere i Danmarks parlamentariske historie.
Som ungdomspolitiker havde Ninn tilbagelagt den slagne vej: Formand for Konservative Gymnasiaster allerede før besættelsen, formand for den konservative fraktion i Studenterforeningen og for Konservativ Ungdom samtidig med, at han gennemførte jurastudiet på Københavns Universitet.Han blev landsretssagfører og passede sit arbejde som forsvarsadvokat i retten ved siden af det politiske liv, og gradvis blev han med årene centralt placeret i folketingsgruppen.
Da Venstre, Konservative og Radikale i 1968 fandt hinanden og kunne danne regering, blev han noget imod sin vilje forsvarsminister.
Det var en vanskelig opgave for en konservativ, for der stod nedskæringer på programmet, og der var oprørsstemning i partiets bagland.Men han leverede varen, og da partiets anden frontfigur, Poul Møller, blev syg midt i regeringsperioden overtog Ninn-Hansen det tunge finansministerium.
På det tidspunkt var der allerede en udtalt rivalisering om magten i partiet. Der herskede voldsom uenighed om den ideologiske kurs, og i løbet af 1970erne udviklede det sig til noget nær borgerkrigslignende tilstande med højrefløjens kandidat, Erik Ninn-Hansen, og den mere midtsøgende Erik Haunstrup-Clemmensen i første række. Vælgerne flygtede, og de Konservative var ude i en dyb krise, partiet først kom ud af, da Poul Schlüter som en kompromisløsning blev valgt til politisk leder.
Taktisk fornemmelse
Samarbejdet mellem Schlüter og Ninn-Hansen udviklede sig i de følgende år fortræffeligt, og da chancen pludselig opstod for at danne den borgerlige firkløverregering i 1982 under Schlüters ledelse, var det oplagt, at Ninn skulle have en central placering. Han havde med sin taktiske fornemmelse for mulighederne i det parlamentariske spil haft en betydelig rolle i de forhandlinger, der var gået forud. Ikke uventet blev han justitsminister.
Regeringen var en succes, for den gennemførte den økonomiske genopretning, den havde opstillet som mål. Men på vigtige områder havde den et flertal i Folketinget imod sig.
Blandt andet blev der i de første år vedtaget en udlændingelov, som justitsministeren var direkte imod.Den åbnede for en vidtgående indvandring af asylsøgere via begrebet familiesammenføring, og det var altså administrationen af den lov, der sidenhen ramte både regeringen og justitsministeren så hårdt.
I januar 1989, da sagen var dagligt forsidestof i landets aviser, forlod Ninn ministeriet for at overtage den fornemme og mindre stormomsuste post som formand for Folketinget.Kun ni måneder senere stod det imidlertid klart, at der ikke var flertal for hans genvalg. Han gennemlevede en hård tid, hvor ikke blot politiske modstandere, men også en del fremtrædende konservative tillidsmænd vendte ham ryggen.
Og på den baggrund er det et spørgsmål, om man kan tage ordene sidst i erindringsbogen »Ret færd - mellem jura og politik« ganske for pålydende:
»Jeg har imidlertid aldrig givet udtryk for nogen form for bitterhed. Jeg kender det politiske spils regler og dets konsekvenser.«
Ninn-Hansen genopstillede ikke til valget i 1994, og han har siden levet tilbagetrukket fra det politiske liv.
