Fremover skal udbyderne af kviklån have tilladelse fra Finanstilsynet, siger erhvervsminister Mikkelsen.

København. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) vil holde udbydere af kviklån i et strammere greb.

Ministeren vil onsdag præsentere et udspil over for kviklånsudbydere, skriver Politiken.

Fremover skal låne- og kreditudbyderne bag kviklån have en tilladelse fra Finanstilsynet for at kunne udbyde lån eller kreditter - som alle andre udbydere af lån i dag skal.

- Finanstilsynet har stor erfaring med at føre tilsyn og bedre mulighed for at sanktionere. Hvis udbyderne ikke lever op til kravene, kan de tage forretningen fra dem, siger Brian Mikkelsen til Politiken.

Kviklånene blomstrer trods Folketingets forsøg på at bremse dem.

For halvandet år siden blev der indført en betænkningstid på 48 timer, inden kunder kunne få udbetalt et kviklån. Men branchen har blot opfundet nye låntyper, som kan smutte uden om betænkningstiden.

Loven har ikke virket, erkender erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

- Udbyderne har simpelthen ikke overholdt intentionen i den lovgivning, der var. Det er vi nødt til at stramme op på, siger ministeren.

På trods af betænkningstiden er der fortsat kortfristede lån for mellem 600 og 800 millioner kroner i omløb i 2017, skønner Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kviklånsfirmaernes brancheorganisation, Digitale Låneudbydere, mener, at 48-timers-reglen har virket.

- Som branche udbyder Digitale Långivere jo de produkter, som kunderne vil have, og i dag er det kortfristede kreditter, kunderne efterspørger, siger Christina Trauboth, der er talsperson for Digitale Långivere samt partner og direktør i GoKredit Aps, til Politiken.

/ritzau/