Mette Frederiksen får kritik fra de røde og ros fra erhvervslivet.

Det sker, efter hun tirsdag aften meddelte dronningen, at hun har mandat til at danne regering med Venstre og Moderaterne.

Mens Enhedslisten kritiserer Mette Frederiksen for at lave en »voldsom højredrejning,« får den Socialdemokratiske formand ros fra erhvervsorganisationerne:

»Det er et markant nybrud, der vidner om ansvarlighed og lover godt for Danmark,« lyder det fra Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, i en pressemeddelelse.

Her siger han, at han håber på en »tiltrængt reformregering« og et opgør med »de seneste syv års reformtørke.«

Og så opfordrer han folk til ikke at dømme regeringen ude på forhånd:

»Lad os nu ærligt talt give regeringen en reel chance for at bevise sit værd. Det er altid nemmere at være kritisk for en sikkerheds skyld, særligt når der er tale om nye måder at gøre tingene på.«

Også hos Dansk Erhverv er direktør Brian Mikkelsen begejstret:

»Kæmpe tillykke med Danmarks nye regering. Det er en historisk regering hen over midten. Et nybrud i dansk politik. Vi glæder os til en ambitiøs reformregering, der vil være med til at gøre Danmark klar til fremtiden,« skriver den tidligere formand og minister for Konservative på Twitter.

Torsdag præsenterer den nye SMV-regering det nye ministerhold, men allerede onsdag kl. 12.00 er der pressemøde, hvor de tre partiledere vil fortælle mere om det, de er blevet enige om.