B. T. kan i dag fortælle at en stribe danske virksomheder og brancheforeninger har inviteret politikere på ture til udlandet med alt, hvad det indebærer af flybilletter, luksushoteller og gode middage. Alle rejserne har et fagligt formål - men handler også om at påvirke politikerne.

F.eks. har tre socialdemokrater i Folketinget fået rejser til Asien betalt af en dansk forening for computerspillere. Rejserne gik blandt andet til verdensmesterskaberne i computerspil i Kina, og en rejse gik til Korea.

- Årsagen til at vi ønsker at have politikere med på vores ture, er for at få eSport på den politiske dagsorden og få opbakning til vores arbejde i eSport Danmark, skriver Jens Christian Ringdahl, formand for det danske spilforbund eSport Danmark ti B.T.

I Socialdemokraternes udspil til finansloven for 2010 kvitterede partiet ved at kræve computerspil anerkendt som en officiel sportsdisciplin og 14 millioner skattekroner sat af til computerspil.

Historierne kommer dagen efter, at B.T. kunne fortælle, at Pia Kjærsgaard og hendes mand har fået mindst tre ugelange ophold i Taiwan betalt, pris: over 100.000 kroner. Hun har siden krævet Taiwan anerkendt som nation. Også beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), Lars Christian Lilleholt (V) og Sophie Hæstorp Andersen (S) har sammen med deres ægtefæller fået rejser til Taiwan betalt.

Der er intet ulovligt i, at politikerne tager imod gratis rejser, så længe de ikke er ministre. Men vælgerne bør have besked, siger professor i forvaltningsret Claus Haagen Jensen fra Copenhagen Business School.

»Jeg var slet ikke klar over, at de gratis rejser havde et sådant omfang. Og det synes jeg sådan set, at vælgerne har krav på at vide. Det er klart, at firmaerne inviterer for at påvirke politikerne,« siger han.

Synes du, at politikere bør tage imod gratis rejser fra organisationer, som ønsker, at politikerne taler deres sag?

Er det okay så længe der er et fagligt indhold i rejserne eller virker det som en form for bestikkelse?

Bør det være et krav, at politikere skal fortælle, hvilke rejser de tager imod?

Deltag i debatten her