Hun kæmper for en bedre offentlig sektor, og hun er på folkeskolens side, men når det gælder hendes egen datter Ida Feline, er folkeskolen åbenbart ikke tilstrækkelig for Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen.

Ida Feline går i 1. klasse på privatskolen Hareskovens Lilleskole i Ballerup ved København, hvor der blot går 150 elever. - Min datter havde behov for at starte på en mindre skole. Som forælder skal man træffe den beslutning, der er bedst for ens barn, siger Mette Frederiksen til B.T.

God folkeskole


Hun understreger, at valget ikke er truffet fordi hun mener den lokale folkeskole Egebjergskolen er dårlig. - Tværtimod. Den er god, og min datter skal også gå der på et tidspunkt, og hun var egentlig også skrevet op til den. Men hun havde behov for et mindre sted, siger Mette Frederiksen, der oplyser at der går 962 elever på Egebjergskolen. Er det ikke et dårligt signal at sende, at din datter går på privatskole? - Jeg har ikke taget den her beslutning for at sende signaler. Jeg ville helst have valgt folkeskolen, men min datter havde behov for et mindre sted at starte, siger Mette Frederiksen, der anerkender, at pressen interesserer sig for hendes privatliv og hendes valg af skole til datteren. - Som forælder skal jeg tænke på mit barn. Men som politiker kæmper jeg for flere midler til folkeskolen, siger Mette Frederiksen.

Hvad synes du om at Mette Frederiksens datter skal gå i privatskole? Scroll ned og deltag i debatten.