Det medfører en del vittigheder, at Enhedslisten holder pressemøde på Hvidovre Hospital.

»Du kan jo skrive, at du er tvangsindlagt til pressemødet,« er der en, der foreslår.

»Jeg har selv en bedre en: 'Er der en læge til stede?',« siger jeg.

Det griner pressechefen også af.

»Du skriver bare, hvad du vil,« siger han.

»Nå, går I ikke ind for en eller anden totalitær kontrol,« siger jeg.

»Nej. Læs vores '100 dage med Enhedslisten',« siger han og giver mig en fin lille rød bog, der dog har et andet design end Maos lille røde, som engang var en bestseller også i Danmark.

»Jeg har læst den. Det er jo sådan noget blødt noget med uddannelse hele livet, en ordentlig ældrepleje og økologisk hverdag. Det kunne Socialdemokratiet have skrevet,« påstår jeg.

»De går nok ikke ind for en statsbank,« lyder det triumferende fra pressechefen.

Enhedslisten vil oprette en samfundsbank for de danskere, der ikke kan få lov at låne penge i de almindelige banker og realkreditinstitutter. Og det er rigtig nok. Den får man nok ikke med Mette Frederiksen.

Men det er slet ikke den eneste forskel. Mange føler jo generelt, at Mette Frederiksen er en mere autentisk socialdemokrat med hjertet på rette sted i modsætning til Helle Thorning-Schmidt. Men det lader de sig ikke narre af i Enhedslisten. F.eks. var Mette Frederiksen beskæftigelsesminister, da der blev indført en førtidspensionsreform, som gør det meget vanskeligt at få førtidspension.

Socialdemokraterne var også med i en velfærdsaftale fra 2006, som betyder, at pensionsalderen stiger de kommende år. I den står, at pengene fra den forhøjede pensionsalder skal bruges på velfærd. Enhedslisten mener, det er hovedparten af råderummet, som bliver klattet væk på skattelettelser.

Da pressemødet er slut, har jeg stadig ikke helt forstået, hvorfor det foregår på et hospital, og hvem der egentlig er syg. Bedste bud er, at det er rød blok, der er indlagt, og at det bliver svært at lappe hende sammen igen.

»Det er da, fordi vi har et sundhedsudspil. Har du ikke læst det,« siger Pernille Skipper og giver mig et lille dask.

Det er fair nok, for hun har helt ret. Enhedslisten vil bl.a. tilføre to mia. kr. til et generelt løft af sundhedsvæsenet i 2019 oven i de allerede aftalte løft i økonomiaftalen for 2019. Og det hele er fuldt finansieret, siger Pernille Skipper. Det kommer måske an på, hvem der regner. Men et generelt løft af sundhedsvæsenet - det er svært at have noget imod. Hvis bare regionerne kunne enes om et fælles it-system, ville det f.eks. være en gigantisk forbedring. Bare et lille tip.