Det er sjældent, at noget i det danske samfund kan forene alt fra Alternativet til Liberal Alliance. 

Men et kampagnetiltag fra Dansk Folkepartis Ungdom er lykkedes med netop det.  

Under det igangværende skolevalg har ungdomspartiet nemlig delt flyers ud, som tilnærmelsesvis ligner et boardingkort. Afrejsen går fra Danmark. Destinationen hedder 'Mellemøsten'. Afrejsedatoen er hurtigst muligt.

Navnet står på arabisk.

Boardingkortet er en 'envejsbillet' og er en kampagne for DF's hjemsendelsespolitik.

Kampagnen har dog skabt stor forargelse over en bred kam. Nogle kritikere mener, at kampagnen er decideret racistisk. 

Folketingsmedlem fra Radikale Venstre Samira Nawa skriver om kampagnen på X: 

'Det er noget svineri.' 

Hos DFU uddyber man overfor B.T. kampagnen med, at den henvender sig til kriminelle indvandrere og ikke personer eller elever med rødder i Mellemøsten.

 »Jamen, der har været rigtig positiv respons på den. Det vigtige er, at man får vækket folks interesse, så man kan få en debat, og det gør flyeren,« siger Laura Guldager, der er næstformand for Dansk Folkepartis Ungdom, om de unges reaktioner på flyeren, som hun selv har fundet på.

Laura Guldager fortæller, at der ud for navnet på arabisk står 'utilpasset indvandrer'.

Hun har netop overstået en debat på Billeshave Efterskole ved Middelfart, da B.T. fanger hende over en telefon mandag aften.

Laura Guldager er næstformand i DFU og er hjernen bag flyeren.
Laura Guldager er næstformand i DFU og er hjernen bag flyeren. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hun mener, at kampagnen er inden for skiven, da den ikke er målrettet personer med mellemøstlig baggrund, men kriminelle indvandrere. Hun indrømmer dog, at kampagnen er sat på spidsen. 

»Alex Vanopslagh har for eksempel haft stor succes med at bruge TikTok i en humoristisk tone. Vi vælger at bruge et andet kneb og sætte det skarpt op,« siger hun. 

Hvorfor kunne I ikke bruge humor? 

»DF er et principfast parti, og det er vigtigt for os at kommunikere den her mærkesag klart,« siger Laura Guldager.

Hun mener ikke, at man burde kommunikere på en anden måde til skolevalget end til et normalt valg, da 'vælgerne' er store folkeskolebørn. 

Så der er ikke en grænse for, hvor meget man må sætte ting på spidsen i forhold til et skolevalg, kontra et helt normalt folketingsvalg?

»Vi skriver jo kun, hvad vi kan stå inde for, og vi synes, den her er indenfor rammen. Vi skal selvfølgelig ikke gå efter enkeltpersoner, men det har vi heller ikke gjort.«

Artiklen fortsætter under billedet.

På bagsiden har DFU uddybet tankerne bag boardingkortet. 
På bagsiden har DFU uddybet tankerne bag boardingkortet.  Foto: Laura Guldager
Vis mere

Hvis vi nu leger med tanken om, at Liberal Alliance lavede en kampagne målrettet kontanthjælpsmodtagere, hvor billetten gik fra for eksempel 'nasserøvskontoret til arbejdsmarkedet'. Ville det være i orden?

»Jeg synes slet ikke, du kan sammenligne de ting. Vi taler om dømte kriminelle. Du kan ikke sammenligne kontanthjælpsmodtagere med folk, der aktivt har valgt Danmark fra. Det, der er forskellen, er, at man er dømt kriminel.«

Hvorfor er det så ikke tydeligt på jeres flyer?

»Det står sort på hvidt på bagsiden, at det handler om kriminelle indvandrere.« 

Hvorfor står det ikke på forsiden?

»Vi kan ikke fylde al indhold på forsiden.«

Men du har skrevet 'utilpasset indvandrer' på forsiden, og du har valgt at gøre det på et sprog, som de færreste forstår?

»De kan bare læse bagsiden. På ingen af de skoler, jeg har været ude på i dag, har flyeren været et problem,« siger Laura Guldager. 

Skolevalget løber af stablen 1. februar.