Men hvem bliver så Danmarks næste statsminister? En række spiludbydere har en klar favorit.

Danmarks næste statsminister bliver Lars Løkke. I hvert fald hvis man går ud fra oddsene hos fire tilfældigt udvalgte oddsudbydere, som tilbyder spil på folketingsvalget.

Går du efter fidusen, der giver flest gange pengene igen, eller går du efter den ”sikre” gevinst? Der er flere overvejelser at gøre sig, hvis man vil sætte penge på Danmarks næste statsminister.

Hvis du går efter det laveste odds og altså der, hvor der ifølge spiludbyderne er størst chance for at vinde, skal du altså sætte dine penge på Lars Løkke (V) som kommende statsminister. Han giver gennemsnitligt pengene 1,34 gange igen. Hvis du tror på Helle Thorning (S) er der chance for en større gevinst. Her får du gennemsnitligt 3,175 gange pengene igen. For 100 kroner kan du altså få et overskud på omkring 34 kroner, hvis Lars Løkke vinder og 217,50 kroner hvis Helle Thorning vinder.

Hvis man vil have en endnu større gevinst, skal man sætte sine penge på andre partiformænd. Spiludbyderne tror her mest på Kristian Thulesen-Dahl (DF) til gennemsnitligt odds 41,25. Herefter kommer Morten Østergaard (B) til odds 75, Søren Pape (C) til odds 137,5 og Anders Samuelsen (I) til odds 162,5.

Hvis man går efter den helt store gevinst, men med større risiko for at væddemålet ikke kommer i hus, skal man kigge på formændene for de mindste partier. Her giver Pia Olsen-Dyhr (SF) pengene 250 gange igen, mens Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) og Uffe Elbæk (A) giver pengene hele 500 gange igen.

De fire bookingfirmaer der er blevet brugt til beregningen af oddsene på folketingsvalget er Danske Spil, Nordic Bet, Bet25 og Unibet.

Folketingsvalget foregår den 18.juni 2015, og her bliver det afgjort, hvem Danmarks næste statsminister bliver.