Enhedslistens samarbejdspartner hængte 'Sovjet'-flag op: Nu trues ung socialdemokrat med politianmeldelse
Rød-Grøn Ungdoms banner under skoledebat har udløst en konflikt med DSU. Nu har en repræsentant fra ungdomsbevægelsen varslet en politianmeldelse, hvis et Facebook-billede ikke slettes.
En ungdomspolitiker fra Enhedslistens unge samarbejdspartnere i Rød-Grøn Ungdom fortryder ikke at have hængt et 'hammer og sejl'-banner op til en skoledebat. Det fortæller han til B.T. Billede fra Noah Zdrinkas Facebook.
De røde ungdomspartier er røget i totterne på hinanden.
Et Sovjet-flag med hammer og segl har nemlig startet en konflikt mellem Enhedslistens unge samarbejdspartnere i Rød-Grøn Ungdom og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).
Nu trues en DSU-politiker i en besked, som B.T. har set, med en politianmeldelse, hvis han ikke fjerner Facebook-opslaget, det hele drejer sig om.
Opslaget er delt af den socialdemokratiske ungdomsformand for DSU på Amager, Noah Zdrinka.
Det viser ifølge ungdomsformanden en repræsentant fra Rød-Grøn Ungdom, der hænger et stort rødt hammer og sejl-flag op til en politisk debat på NEXT Uddannelse Københavns afdeling på Nørrebro.
Anledningen er Demokratiets Dag tidligere på måneden.
'Det er trist, at Enhedslistens ungdomsafdeling ikke forstår, at Sovjetunionens flag symboliserer et diktatur,' siger Adam Holm. Foto: Søren Bidstrup
Hammer og sejl-flaget er særligt kontroversielt, fordi Sovjetunionen, der regerede under dette symbol, var ansvarlig for millioner af menneskers død.
Det fortæller den kendte historiker og journalist Adam Holm til B.T.:
»Det er trist, at Enhedslistens ungdomsafdeling ikke forstår, at Sovjetunionens flag symboliserer et diktatur. De unge socialister mener selv, at de står for tolerance og medmenneskelighed, men alligevel vælger de at slå til lyd for en stat, der myrdede og indespærrede millioner af sine egne borgere, blandt dem mange loyale kommunister.«
Adam Holm understreger, at det naturligvis er i orden at være overbevist socialist på samme måde, som man kan dyrke andre ideologier.
»Men det er udtryk for et meget bekymrende syn på historien, at man i dag hænger fanen med hammer og segl op i et klasselokale i en diskussion om demokrati. Sovjetunionen var fra 1917 og frem til sammenbruddet i 1991 et antidemokratisk land, der forårsagede enorme lidelser.«
Adam Holm fortsætter:
»Hvis de rød-grønne socialister skulle gøre deres sag en tjeneste, burde de tværtimod bruge flaget som en advarsel og sige, at socialismen i det 21. århundrede aldrig må ende som Sovjetunionen med massegrave, frygtkultur og censur.«
Til B.T. fortæller Noah Zdrinka fredag om oplevelsen:
'Jeg blev forbavset og overrasket over, at nogen kunne vælge at hænge et flag, der er forbundet med massehenrettelse og tvangsarbejdslejre op,' siger Noah. Privatfoto.
»Jeg blev forbavset og overrasket over, at nogen kunne vælge at hænge et flag, der er forbundet med massehenrettelse og tvangsarbejdslejre, op. Det er ikke et budskab, der hører til i Danmark.«
Men demokratiet er vel ikke kun for dem, der er enige med dig?
»Jeg står ikke og siger, at man skal være enig med mig. Men de politiske værdier, der hænger sammen med det flag, er ikke danske. Det må man tage et andet sted hen. Det er ikke noget, der skal befinde sig på danske skoler.«
Ungdomspolitikeren på billedet fra Rød-Grøn Ungdom har efterfølgende i en besked, som B.T. har set, truet Noah Zdrinka med at politianmelde ham for »digital æreskrænkelse«, hvis ikke Facebook-opslaget fjernes, og Zdrinka sletter billedet fra sin telefon.
Det har Noah Zdrinka ingen planer om.
»Folk skal vide, at der er nogen, der går og hænger sådan nogle flag op på vores danske skoler, som vi allesammen betaler for.«
B.T. har forelagt kritikken for ungdomspolitikeren fra Rød-Grøn Ungdom.
Da personen ikke ønsker at oplyse sin alder og tilsyneladende ikke besidder nogle særlige poster i ungdomspartiet, har B.T. valgt at anonymisere vedkommende.
I en besked til B.T. fortæller han, at flaget, han hængte op, var et, han havde købt i sin sommerferie i Vietnam i en butik drevet af det vietnamesiske kommunistparti.
»Til debatten besluttede jeg mig således, personligt, for at hænge det op i solidaritet med det vietnamesiske folk, efter at de har kæmpet sig til frihed fra det franske koloniimperie, og senere har måttet besejre USA, verdens største militærmagt i en defensiv guerillakrig, for endelig at blive fri fra fremmede overherre (...).«
Vedkommende fastholder, at symbolet først og fremmest står for den internationale arbejderbevægelse og ikke »en specifik skandaløs 5-årig periode af Sovjetunionens tidlige historie.«
»Dette ville svare til at fordømme Dannebrog over den spanske inkvisition mellem 1478 og 1834. Det er quasi-propagandistisk mudderkast og selektiv historiefortælling.«
Lyder din forklaring ikke lidt, som når nogen siger, at hagekorset altså er et soltegn og ikke defineret af nazisternes brug af det?
»Hvis - og kun hvis - jeg var buddhist, ville jeg bruge hagekorset som et soltegn. Nu da jeg støtter den internationale arbejderbevægelse, bruger jeg hammer og sejl som et symbol for den internationale arbejderbevægelse.«
Det kommer ungdomspolitikeren ikke til at gøre igen.
Peder Hvelplund (EL) reagerer på den opsigtsvækkende sag. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
I hvert fald ikke i regi af Rød-Grøn Ungdom. Det gør forperson Olivia Koekoed Olesen klart over for B.T.:
»Det er ikke et symbol, man overhovedet skal bruge på vegne af RGU, for det forbindes med et voldeligt og udemokratisk regime.«
»Det er uforeneligt med vores politik, for vi er i Rød-Grøn Ungdom først og sidst demokrater, og derfor tager vi afstand fra symboler, der forbindes med udemokratiske samfund, der ikke anerkender grundlæggende rettigheder,« siger hun og slår fast:
»Da vi blev opmærksomme på situationen, gjorde vi det derfor med det samme klart for det pågældende medlem, at det ikke stemmer overens med at være repræsentant for Rød-Grøn Ungdom, og at det ikke skal gentage sig.«
B.T. har konfronteret Enhedslisten med sagen hos deres unge samarbejdspartnere. Om dette udtaler gruppeformand Peder Hvelplund:
»Jeg synes ligesom RGU, at man skal holde sig helt fra at bruge et symbol, som selvsagt forbindes med Sovjet-regimets frygtelige forbrydelser og ugerninger og eklatante mangel på demokrati og frihedsrettigheder.«