Hvem skal stå i spidsen for at genrejse Enhedslisten efter skuffelsen ved folketingsvalget?

Selvom folketingsgruppen absolut intet vil sige om, hvem der skal være ny politisk ordfører efter Mai Villadsen, vil flere medlemmer gerne give deres bud.

Og mens politiske kommentatorer nævner særligt ét navn – Pelle Dragsted – nævner flere deltagere på årsmødet et mere ukendt navn som ny mulig stjerne i partiet:

»Personligt kunne jeg godt tænke mig, at det blev Victoria Velasquez,« siger blandt andre Jeppe Ulrich Lomholt, bestyrelsesmedlem for Enhedslisten i Aarhus.

Christian Ivan Jakobsen, kandidat til folketingsvalget og medlem af ledelsen i SUF, kalder Velasquez en »fremragende kandidat«.

»Hun er simpelthen så dygtig. Hun har på kort tid ændret debatten.«

Hvordan?

»Om det så handler om dagpengemodtagere eller flygtninge, hvor debatten hurtigt bliver hård, der er hun meget empatisk og håndterer samtidig alle spørgsmål professionelt.«

Også Vibeke Syppli Enrum foreslår Velasquez, men foreslår, at hun overvejer at vente en periode.

Enhedslisten adskiller sig fra andre partier, fordi der ikke vælges en politisk leder eller formand.

I stedet vælger folketingsgruppen en politisk ordfører.

Lige nu er det Mai Villadsen, der overtog tøjlerne fra Pernille Skipper i 2021.

Hun går dog på barsel til efteråret, og derfor skal der vælges enten en midlertidig eller fast efterfølger.

Spørger man B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, er Victoria Velasquez da også en potentiel ny frontprofil, man skal holde øje med.

»Hun er ung, dygtig, god på sociale medier og har profileret sig på nogle emner, der er hjerteblod for Enhedslisten, eksempelvis på børnefattigdom.«

Victoria Velasquez blev valgt i 2019 og er beskæftigelsesordfører og arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten. Hun har tidligere været ungdomsaktiv i HK.

Også udlændingeordfører Rosa Lund bliver af enkelte medlemmer nævnt som bedste kandidat.

Enhedslistens Pelle Dragsted er flere politiske kommentatorers bud på, hvem der skal være Mai Villadsens efterfølger. Men ikke alle er enige. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Enhedslistens Pelle Dragsted er flere politiske kommentatorers bud på, hvem der skal være Mai Villadsens efterfølger. Men ikke alle er enige. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Alligevel tror Joachim B. Olsen, at det i denne omgang bliver finansordfører Pelle Dragsted.

»Hvis Pelle Dragsted vil, mener jeg faktisk, at det vil være ret vildt, hvis det ikke bliver ham,« siger kommentatoren.

»Han har cv'et, og han har bevist, at han er en flittig og dygtig politiker. Han har klart mest erfaring, er den mest kendte og en ideologisk tænker, der skriver bøger og samtidig er vanvittig god i debatter,« siger Joachim B. Olsen, der understreger, at gruppen efter hans opfattelse ikke har truffet valget endnu.

Er der noget, der taler imod Pelle Dragsted?

»Han har ikke den skarpeste profil på klima. Hans hovedfokus har været på økonomi og arbejdsmarked. Så de ville nok få en lidt anden profil, fordi han er så stærk på de områder.«

Og Victoria Velasquez selv? Hun vil ikke give kommentar til, hvorvidt hun vil være kandidat til posten.

Det samme gælder Pelle Dragsted, der ligesom resten af folketingsgruppen svarer B.T. således:

»Det er en diskussion, vi tager i folketingsgruppen, når årsmødet er afsluttet og i den kommende tid.«

Kan du nævne nogen, der er mere oplagte end dig?

»Nej altså, vi tager en snak om det internt. Og så går vi ud og præsenterer det, når vi har en god løsning. Der er vi ikke endnu.«