Den københavnske socialborgmester, Mikkel Warming, genopstiller ikke ved kommunalvalget. Jeg stopper på toppen, siger han.

Efter to perioder som socialborgmester i København skal Mikkel Warming (Ø) efter Enhedslistens regler træde tilbage efter kommunalvalget til november. Men partiets enlige borgmester har besluttet at gå skridtet videre og forlade politik helt og aldeles.

I en pressemeddelelse fortæller Mikkel Warming, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget. Dermed sætter han en stopper for en politisk karriere, der begyndte som menigt medlem af Borgerrepræsentationen i 1994.

- Man skal stoppe, mens der stadig er nogen, der synes, det er ærgerligt, at man stopper. Jeg afleverer en socialforvaltning, der er i en bedre forfatning, end da jeg fik den. Og meningsmålingerne for Enhedslisten ser også særdeles lovende ud her i København, så jeg er stolt af at kunne stoppe på toppen, siger Mikkel Warming.

Den afgående socialborgmester blev oprindeligt valgt for SF, men brød med partiet i 1996 og forlod Borgerrepræsentationen. Ved kommunalvalget året efter blev han valgt for Enhedslisten, og i 2006 toppede karrieren med posten som socialborgmester.

Her har Mikkel Warming været de socialt udsatte københavneres fortaler, men han er også blevet udsat for kritik fra egne rækker. Mest markant i forbindelse med lukningen af det kontroversielle socialpædagogiske værested Gaderummet, som kommunen måtte bede politiet om at rydde.

Ifølge den seneste meningsmåling står Enhedslisten til 20 procent af stemmerne i København, næsten en fordobling i forhold til kommunalvalget i 2009. Hvis målingen holder, vil Enhedslisten blive Borgerrepræsentationens næststørste parti og få to borgmesterposter.