Timeansatte, freelancere, selvstændige og arbejdsløse skal indgå i ny virus-hjælpepakke, mener Enhedslisten.

Der er behov for en hjælpepakke til de tusindvis af vikarer, freelancere og selvstændige, som er blevet ramt af coronavirusset.

Det foreslår Enhedslisten.

Søndag præsenterede regeringen en aftale med arbejdsmarkedets parter, der giver mulighed for at sende privatansatte hjem uden løn, mens staten vil gå ind og kompensere delvist.

I forvejen er store dele af det offentlige sendt hjem med løn. Nu vil Enhedslisten have de sidste grupper med.

- Der er en masse timelønnede som lærervikarer, bartendere, opvaskere og ansatte i byggeriet, der allerede er sendt hjem, siger Pernille Skipper, der er politisk ordfører for Enhedslisten.

- De er ofte ikke berettiget til dagpenge, og de har brug for en akutydelse nu og her, siger hun.

Enhedslisten foreslår helt konkret, at timeansatte med arbejde svarende til en fast stilling skal kunne modtage en ydelse på niveau med kontanthjælp.

Men det skal ske, uden at man tager hensyn til formuen, og man skal dermed ikke for eksempel først bruge af pensionen eller sælge bilen for at få ydelsen, som reglerne er i dag.

Samtidig foreslår partiet, at selvstændige, freelancere og enkeltmandsvirksomheder bliver dækket bedre ind.

De kan i dag ikke få dagpenge uden først at lukke deres virksomhed. Den regel vil Enhedslisten dispensere fra.

Samtidig vil partiet åbne et vindue på 14 dage til at melde sig ind i en a-kasse og få dagpenge, uden at man først skal optjene retten til dem.

- De små selvstændige er slet ikke tilgodeset i det, vi har set fra regeringen, som ellers er fint og kan hjælpe mange.

- Men de selvstændige er enten tvunget til at lukke deres virksomhed eller klare sig uden dagpenge, siger Pernille Skipper.

Enhedslistens hjælpepakke skal også omfatte arbejdsløse.

Den toårige dagpengeperiode skal sættes på pause, så længe coronaviruskrisen kører på. Det samme skal gælde sygedagpenge.

- Det er en krisesituation. Mange vil miste jobbet, og deres sikkerhedsnet skal ikke blive ringere af den grund. Det er en ekstraordinær situation, siger Pernille Skipper.

Desuden foreslår partiet, at alle, der er økonomisk ramt af virusset, vil kunne få et statsgaranteret nødlån på op til 8000 kroner om måneden.

Endelig vil partiet give studerende, som for eksempel supplerer SU'en med løst arbejde på en café, mulighed for at optage et SU-slutlån, selv om de ikke er i slutningen af deres uddannelse.

Tiltagene i Enhedslistens hjælpepakke skal som udgangspunkt være gældende i mindst tre måneder.

/ritzau/