Det må være en fejl, når minister vil give dispensation til middel, der kan skade bier, siger Enhedslisten.

Danmark skal have et totalforbud mod neonikotinoider, mener Enhedslisten.

- Man har gjort det i Sverige og mange andre lande, så selvfølgelig skal vi også have et totalforbud, når vi nu ved, at det skader vores bier og er langtidsvirkende, siger partiets miljø- og naturordfører, Mai Villadsen.

Hun er både overrasket og uforstående over for, at den nye miljøminister, Lea Wermelin (S), lægger op til, at landmænd i Danmark fortsat skal kunne søge om dispensation til at benytte pesticidmidlet.

- S var jo enige med os i, at vi selvfølgelig skal forbyde de dræbende pesticider. Jeg håber, det er en fejltagelse fra ministerens side, siger Mai Villadsen.

Spørgsmål: Hvad gør Enhedslisten, hvis det viser sig, at det ikke er en fejltagelse, og at landmænd fortsat skal have mulighed for at søge dispensation?

- Det kan jeg nærmest ikke forestille mig. Men hvis det er sådan, så vil vi tage det op i Folketingssalen, og så må hun jo komme derned og forklare sine holdninger, siger Mai Villadsen.

Mens Socialdemokratiet var i opposition, udtrykte daværende miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, flere gange utilfredshed med, at VLAK-regeringen gav Miljøstyrelsen mulighed for at uddele dispensationer.

- Jeg går stærkt ud fra, at miljøministeren fortsat står på mål for den kritik, som hendes parti dengang gav. Jeg forventer, at hun forbyder pesticiderne, siger Mai Villadsen.

I et svar til Folketinget fra sidste uge undlader Lea Wermelin at svare på, om hun vil tage initiativ til at indføre et totalforbud mod neonikotinoider i Danmark, så der ikke længere kan gives dispensation til eksempelvis bejdsning af roefrø og vinterraps.

I stedet skriver ministeren, at "Miljøstyrelsen fører en stram dispensationspraksis".

I et skriftligt svar til Ritzau uddyber ministeren:

- Vores holdning er præcis den samme som før valget. Vi skal beskytte vores bier og vores miljø, og som Socialdemokratiet også tidligere har sagt, så går vi ind for et forbud mod neonikotinoider og en stram dispensationspraksis, skriver hun.

Uklarheden om opbakningen til et forbud mod neonikotinoider har fået flere andre partier ud over Enhedslisten til at reagere.

Alternativets fungerende politiske ordfører, Sikandar Siddique, siger:

- Vi bør skrotte alt gift i landbruget, og omstillingen til 100 procent økologi skal starte nu, så det ikke er skadeligt for naturen og i dette tilfælde bier og bestøvere, siger Sikandar Siddique.

Dansk Folkepartis miljøordfører. Morten Messerschmidt, skriver på Twitter, at der er tale om løftebrud, hvis Lea Wermelin forlænger den nuværende praksis.

- Hun skulle da ændre praksis, skriver han.

Af Miljøstyrelsens hjemmeside fremgår det, at det er styrelsens "faglige vurdering, at den begrænsede danske anvendelse af midlerne ikke udgør en risiko for bier".

/ritzau/