Det er endnu ikke besluttet, hvem Enhedslistens politiske ordfører bliver, mens Mai Villadsen er på barsel.

Til efteråret går Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, på barsel, da hun er gravid. Hvad der endnu ikke er besluttet, er, hvem der skal afløse hende på posten som politisk ordfører under barslen.

- Vi har ikke afklaret endnu, hvad der skal ske, når jeg til efteråret går på barsel, siger hun forud for Enhedslistens årsmøde, der begynder lørdag i Hafnia-Hallen i København.

- Det er noget, vi beslutter i folketingsgruppen, og vi skal nok lade offentligheden vide, når der på et tidspunkt er truffet en beslutning.

Spørgsmål: Men du planlægger at vende tilbage som politisk ordfører, når du har været på barsel?

- Hvad der skal ske i forbindelse med min barsel og i forhold til, hvem der skal være politisk ordfører, det er noget, vi kommer til at afklare i folketingsgruppen, siger Mai Villadsen.

Når det overhovedet er relevant at stille spørgsmålet om, hvorvidt Mai Villadsen fortsætter som politisk ordfører efter sin barsel, skyldes det, at hun står til at falde for Enhedslistens rotationsprincip ved næste folketingsvalg.

Medlemmer af Folketinget kan ikke opstille til urafstemningen ved årsmødet efter deres syvende år i Folketinget, fremgår det af Enhedslistens vedtægter.

Hvis der er tale om en kombination af at være ansat i partiet og være politisk valgt er perioden på ti år. Ordningen skal forhindre, at Enhedslisten udvikler levebrødspolitikere.

Orlovsperioder tæller i øvrigt ikke med i forhold til rotationsreglen.

Mai Villadsen blev i juni 2019 valgt ind i Folketinget, og fra 2015 og fire år frem arbejdede hun som politisk rådgiver i Enhedslisten.

Næste folketingsvalg skal afholdes inden 1. november 2026.

Det har været foreslået at ændre på rotationsordningen, men det har der ikke været stemning for i partiet.

Derfor kom det heller ikke som en kæmpe overraskelse, da daværende politisk ordfører Pernille Skipper i februar 2021 gav stafetten videre til Mai Villadsen.

På det tidspunkt var det nemlig kendt, at Pernille Skipper på grund af rotationsprincippet ikke kunne genopstille for Enhedslisten ved det næste folketingsvalg.

Nu er det altså Mai Villadsen selv, der står for tur til at blive afløst som politisk ordfører på et endnu ukendt tidspunkt inden næste folketingsvalg.

Spørgsmål: Hvad tænker egentlig om, at du ikke selv kan genopstille?

- Jeg synes i virkeligheden, at rotationsordningen er et ret sundt princip, som betyder, at vi ikke bare kan klæbe til taburetterne, men også skal ud og smage lidt på virkeligheden. Det sørger også for fornyelse i vores parti.

- Der er ingen tvivl om, at det gør Enhedslisten til et lidt særligt parti. Der er fordele og ulemper, men det er nu en gang Enhedslistens medlemmer, der bestemmer, hvordan de regler ser ud, siger hun.

/ritzau/