Det er godt nok kun en meningsmåling, men regeringen bør tage vælgerflugten fra Socialdemokraterne og SF dybt alvorligt, mener Enhedslistens politiske ordfører.

Mens Enhedslisten vinder mere og mere opbakning i den danske befolkning, så ser det i en ny meningsmåling rigtig skidt ud for de to regeringspartier SF og Socialdemokraterne.

Og selv om der blot er tale om en meningsmåling, så bør de to partier tage en grundig intern debat om, hvorvidt de fører den rigtige politik, lyder meldingen fra regeringens støtteparti Enhedslisten.

- Jeg håber, at regeringen tager den her meningsmåling alvorligt og overvejer gevaldigt, om det virkelig er klogt at forsøge at overgå højrefløjen på skattelettelser, eller om de burde samarbejde med Enhedslisten om at styrke vores fælles velfærd og sørge for at få mere lighed i vores samfund, siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Socialdemokraterne får i meningsmålingen, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken, rekordlav opbakning med 16,9 procent af stemmerne, mens SF er gået 3,5 procentpoint ned i forhold til sidste års valg og får 5,7 procent af stemmerne. Enhedslisten er næsten dobbelt så stort med 11,3 procent af stemmerne - 3,6 procentpoint mere end ved valget.

- Jeg tror, vi bliver belønnet for at holde fast i, at vi ikke bare skulle have en ny regering, men at vi rent faktisk skulle have en ny politik, siger Johanne Schmidt-Nielsen og uddyber, hvorfor hun tror, at vælgerne holder fast i liste Ø, men flygter fra liste A og F.

- Vi siger klart fra til at stjæle fra de personer, der har været så uheldige at blive fyret og de personer, der er ramt af sygdom og derfor er på førtidspension.

Johanne Schmidt-Nielsen tror, at mange af Socialdemokraternes og SFs vælgere er skuffet over, at »det på det lange træk er svært at se forskel på den nye og den gamle regering«.

- Der er jo en del af regeringens vælgere, som går over til højrefløjen. Hvis det er svært at se forskel, så er det lidt hip som hap, hvor man sætter sit kryds. Og så går man derover, hvor der er medvind for tiden, vurderer hun.

Enhedslistens frontfigur understreger dog, at partiet stadig er klar til at lave politik med SF, Socialdemokraterne og De Radikale.

- Regeringen har alle muligheder for at samarbejde med Enhedslisten for at føre den politik, som den gik til valg på. I de sidste otte måneder har vi vist, at vi meget gerne vil samarbejde. Men der er selvfølgelig grænser, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

De Radikale er gået 0,3 procentpoint tilbage i forhold til efterårets valg og ville få 9,2 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.