Danske restauranter og hoteller hungrer efter gæster, og vaccinerede danskere vil uden risiko for sig selv og andre kunne besøge dem, så snart de har et vaccinepas, de kan vise frem.

Men den går ikke, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund. Han vil ikke gøre forskel på folk. Derfor må de vaccinerede bide i det sure isolations- og restriktionsæble sammen med de ikkevaccinerede borgere.

Det forklarer han på Twitter:

»O.k. med et vaccinepas ved ud- og indrejse i landet. Men det skal ikke bruges til mere end det. Vi skal ikke dele op i et A- og B-hold med forskellige rettigheder,« skriver han.

Peder Hvelplund, hvad mener du med, at samfundet bliver opdelt i et A- og et B-hold?

»Et vaccinepas betyder, at vi kommer til at forskelsbehandle folk, alt efter om de har fået en vaccine eller ej. Ikke alle har muligheden, for eksempel gravide eller ammende. Det er ikke rimeligt, at de skal ekskluderes fra samfundet. Det er mere rimeligt, at vi fokuserer på, at flere og flere bliver vaccinerede, så vi gradvist kan sænke restriktionerne og begynde at åbne op for alle,« siger Peder Hvelplund.

Betyder det ikke, at vi så alle sammen bare skal være på B-holdet?

»Nej, tværtimod. Alternativet til et vaccinepas er jo ikke total nedlukning. Det er en gradvis genåbning, som alle får adgang til. Smittetrykket og antallet af indlagte definerer jo, hvor meget vi kan åbne. Hvem skal så have adgang? Skal det kun være de vaccinerede, eller skal det være alle?«

Et vaccinepas er snart virkelighed. Der er bare uenighed om, hvilke rettigheder, som det skal give.
Et vaccinepas er snart virkelighed. Der er bare uenighed om, hvilke rettigheder, som det skal give. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kan du forklare, hvordan man så er på A-holdet?

»Hvis man laver en gradvis genåbning, så betyder det, at man kan åbne restauranter op. Måske bliver det med lidt færre pladser, men de er til gengæld for alle. Alternativet er jo lidt flere pladser, som til gengæld kun er for dem, som er vaccinerede.«

Kan man ikke gennemføre den gradvise genåbning, som du taler om, selvom nogle har et vaccinepas?

»Jo, men det er vanskeligt. Når du er vaccineret, så er der jo ikke nogen garanti for, at du ikke smitter...«

Peder Hvelplund, Enhedslistens sundhedsordfører, mener ikke at vaccinerede danskere skal have adgang til samfundet på andre vilkår end ikke-vaccinerede.
Peder Hvelplund, Enhedslistens sundhedsordfører, mener ikke at vaccinerede danskere skal have adgang til samfundet på andre vilkår end ikke-vaccinerede. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Jo, det fortæller Rune Hartmann. Han er professor i virussygdomme og forklarer netop, at hvis man er vaccineret, så kan man leve sit liv, stort set som man kendte det fra før pandemien og uden risiko for sig selv og andre.

»Men den melding, vi har fået, er, at der fortsat er en smitterisiko, hvor der er et hensyn at tage i forhold til resten af befolkningen. Der er stadig smitterisiko gennem svælget. For resten af befolkningen vil smitten jo stadigvæk være en risiko.«

Men ville resten af befolkningen ikke netop være beskyttet af de restriktioner, som allerede er iværksat, selvom der er minimal risiko?

»Jo, det ville den jo i et vist omfang. Derfor har vi også en forventning om, at vi gradvist kan rulle restriktionerne tilbage og åbne op for alle, i takt med at vi får vaccineret flere og flere. Det er vigtigere end at lave særlige regler for nogle grupper nu. Vi skal huske på, at det jo er i en begrænset periode.«

Jytte Margrethe Frederiksen (83) bliver vaccineret af læge Tomas Johansen, mens statsminister Mette Frederiksen (S) følger med på skærm på Omsorgscentret Kærbo i Ishøj. I princippet kan Jytte nu bevæge sig ud i samfundet uden at udgøre en risiko for sig selv og andre, hvis hun får et vaccinepas.
Jytte Margrethe Frederiksen (83) bliver vaccineret af læge Tomas Johansen, mens statsminister Mette Frederiksen (S) følger med på skærm på Omsorgscentret Kærbo i Ishøj. I princippet kan Jytte nu bevæge sig ud i samfundet uden at udgøre en risiko for sig selv og andre, hvis hun får et vaccinepas. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Jeg kender en læge, som har meget sårbare patienter, og som derfor har fået første dosis af vaccinen. Inden længe er hun fuldt dækket af vaccinen. Hvordan skader det helt konkret, hvis hun og nogle andre vaccinerede kollegaer tager en tur ud at spise?

»Problemet er jo, hvis der er en i den gruppe, som for eksempel er gravid...«

Det er der ikke. De er jo vaccinerede alle sammen.

»Jo, men der kunne jo godt være en, der var gravid.«

Nej? Så ville hun jo ikke være vaccineret? Den gravide måtte blive hjemme?

»Men hvorfor er det, vi skal ind og lave den sondring? Hvorfor skal vi forskelsbehandle, alt efter hvilken livssituation, som man er i? Jeg så hellere, man gradvist får hævet restriktionerne for alle.«

Men det, du siger, er så, at fordi den gravide kollega måtte blive hjemme, så skal alle de andre også blive hjemme, fordi ellers bliver hun ked af det?

»Jo, men det er jo også derfor, at man må tage det samfundsmæssige blik på det. Her er det vigtige, at vi får vaccineret så mange som muligt, så vi gradvist kan hæve restriktionerne. Hvis vi begynder på at sige, at der er særlige privilegier forbundet med at være tilbudt en vaccine, så skaber det også et yderligere pres for at blive vaccineret.«

Okay, men...

»... Men hvis der er eksperter, som siger at der ikke er nogen som helst risiko for, at de vaccinerede kan bevæge sig rundt i samfundet, så kan vi da godt se på det. Jeg synes bare ikke, at det er det, som vi skal bruge ressourcer på nu. Det oplagte er, at vi får vaccineret så mange som muligt, så smitten falder.«

Horesta, som blandt andet repræsenterer restauranter og hoteller, siger, at vaccinepasset kan redde arbejdspladser og virksomheder. Er det ikke vigtigt?

»Jeg har heller ikke spor imod at se på det, og kan man lave en kombination af vacciner og kviktests, så alle får adgang, så er vi ikke ideologisk imod det, hvis det er sundhedsfagligt forsvarligt. Vi vil bare gerne hurtigst muligt vaccinere så mange som muligt, så vi kan åbne så meget som muligt op for alle. Men er der en risiko, så kan der ske opblomstring af smitte, så nogle udsættes for en risiko.«

Men der er vel netop ikke en risiko, hvis de ikkevaccinerede fortsat er underlagt restriktioner?

»Det er det, som jeg forsøgt at sige nogle gange nu. Det er et spørgsmål om, at vi gradvist åbner op, og restriktionerne hæves hurtigst muligt. Og så ruller vi en vaccine ud gradvist til hele befolkningen.«

Til sidst, kan du nævne nogen anden grund til, at A-holdet – altså de vaccinerede – skal blive hjemme, udover at det vil gøre B-holdet – de ikkevaccinerede – kede af det?

»Ja, det er simpelthen det, at vi fastholder en strategi, hvor vi vaccinerer løbende efter at få den bedst mulige effekt ud af det. Jeg tror at det giver det bedste resultat,« siger Peder Hvelplund.