Enhedslisten og Alternativet skal til forhandlinger onsdag
De seneste dage har S, SF, M og R forhandlet regeringsgrundlag, og nu kommer turen til støttepartierne.

De seneste dage har S, SF, M og R forhandlet regeringsgrundlag, og nu kommer turen til støttepartierne.

Enhedslisten skal til regeringsforhandlinger onsdag på Marienborg, statsministerens embedsbolig.
Det bekræfter partiet.
Også Alternativet skal til forhandlinger onsdag. Partierne kommer hver for sig.
Netop Enhedslisten og Alternativet skal danne parlamentarisk grundlag for en mulig firkløverregering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.
Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale har forhandlet i pinsen, men der er ikke officielle forhandlinger tirsdag.
SF, Moderaterne og De Radikale har tirsdag gruppemøder på Christiansborg, hvor partiledelsen formentlig fortæller deres respektive folketingsgrupper om de igangværende forhandlinger hos den kongelige undersøger og forhandlingsleder Mette Frederiksen (S).
Hverken Pia Olsen Dyhr (SF), Lars Løkke Rasmussen (M) eller Martin Lidegaard (R) havde mange ord at dele med pressen på vej ind til gruppemøderne og slet ikke noget, som ikke er hørt før.
Forhandlingerne skrider fint frem, er meldingen generelt.
Ifølge Pia Olsen Dyhr "bøjer" partierne sig mod hinanden trods nogle uenigheder.
- Det er fart på og noget begejstring omkring de her ting. Jeg sidder i et forhandlingslokale, hvor alle er oprigtigt interesseret i at finde løsninger, sagde Pia Olsen Dyhr til DR på vej ind til SF's gruppemøde.
Og Lidegaard svarede på vej ind til gruppemødet - "Det er et godt spørgsmål" - på spørgsmålet om, hvor mange ministerposter De Radikale skal have i en potentiel firkløverregering.
Søndag begyndte de nye forhandlinger, efter at Mette Frederiksen, den fungerende statsminister, igen var blevet udpeget til kongelig undersøger.
Inden da havde Venstres formand, Troels Lund Poulsen, haft rollen som kongelig undersøger i to uger. Men Moderaterne havde ikke appetit på en VLAK-regering, og derfor er det igen forhandlinger med Mette Frederiksen for bordenden.
Her sad hun også i lidt over seks uger efter folketingsvalget 24. marts, inden at Moderaterne mistede tålmodigheden og gav Venstres formand en chance.
Der blev søndag forhandlet i omkring otte timer på Marienborg, og mandag varede forhandlingerne i over otte timer.
/ritzau/