Stemningen mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet er ved at ramme frysepunktet.

I sidste uge blev partiet efter eget udsagn smidt ud af regeringsforhandlingerne. Det fik politisk ordfører Mai Villadsen til at sige, at partiets tillid til fungerende statsminister Mette Frederiksen kan ligge på et meget lavt sted.

Nu er det en sag om tilskud til børnefamilier på kontanthjælp, der får Enhedslisten til at rase og som har sendt en række af partisoldaterne til tasterne på de sociale medier.

Her beskylder de Socialdemokratiet for at svigte de fattigste børnefamilier i Danmark, fordi Mette Frederiksen, ifølge Enhedslisten, hellere vil danne regering med et eller flere af de borgerlige partier.

Særligt Søren Egge Rasmussen, der netop er blevet genvalgt til Folketinget, har her til morgen været ude med den helt skarpe rive på Twitter.

»Fuck @Spolitik (Socialdemokratiet, red.),« skriver han på Twitter kl. 6.23 tirsdag morgen.

»Det er ikke et ord, jeg normalt går rundt og bruger så tit,« forklarer Søren Egge Rasmussen til B.T.

Han fortsætter:

»Når jeg skriver 'fuck', så gør jeg det med reference til det, der foregår i Kina lige nu, hvor man siger fuck til magthaverne, når man er meget utilfreds med tingenes tilstand. Det er vi i Enhedslisten lige nu,« siger han.

Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag om at få vedtaget en aftalen om tilskuddet til de fattigste børnefamilier, så de kan blive ved med at modtage pengene efter 1. januar.

Før folketingsvalget blev der lavet en aftale om at forlænge det midlertidige tilskud, men på grund af valget er forslaget ikke blevet stemt igennem i Folketingssalen.

Fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger tirsdag, at Socialdemokratiet ikke vil ikke stemme for Enhedslistens forslag, når det skal behandles i dag kl. 13.

»Når vi ikke nåede at lovgive om det, og det nu bortfalder, så vil det alt andet lige været op til en diskussion i det nye folketing, hvad man vil, siger han til Ritzau.

Den forklaring giver Søren Egge Rasmussen dog ikke meget for.

»Lovforslaget er udarbejdet i ministeriet på baggrund af vores aftale før valget. Det er ikke fordi, vi i Enhedslisten har fundet på noget nyt. Det er bare med at komme i mål, for det her har enormt stor betydning for nogle af de fattigste mennesker i vores samfund,« siger Egge Rasmussen.

Tilskuddet er skattefrit og gives til familier med børn under 15 år, hvor en eller begge forældre er berørt af kontanthjælpsloftet og/eller den daværende integrationsydelse. Tilskuddet er på omkring 600-700 kroner pr. barn om måneden.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.