Det kræver en forklaring, at kronprins Frederik deltager i en ceremoni for Saudi-Arabiens afdøde konge, mener Enhedslisten, der vil tage sagen op med udenrigsministeren.

Det er besynderligt, at kronprins Frederik møder op til den ceremoni, som lørdag finder sted i Saudi-Arabien til ære for den afdøde kong Abdullah.

Sådan lyder reaktionen fra udenrigsordfører for Enhedslisten Nikolaj Villumsen (Ø), efter Kongehuset tidligere fredag bekræftede Kronprinsens deltagelse.

Det er især det faktum, at det saudiarabiske regime har fængslet og idømt demokratiforkæmper og blogger Raif Badawi 1.000 piskeslag, der får ordføreren op af stolen.

»Det undrer mig dybt, at Danmark officielt besøger og ærer den afdøde diktator på et tidspunkt, hvor demokratiforkæmpere sidder fængslet og også bliver udsat for pisk. Det er dybt underligt, at Danmark har den tilgang,« siger Nikolaj Villumsen.

Han vil nu rette sin undren mod udenrigsminister Martin Lidegaard (R):

»Jeg vil konkret bede udenrigsministeren redegøre for, om det virkelig er dansk udenrigspolitik at ære den afdøde diktator kong Abdullah og støtte kongediktaturet i Saudi-Arabien.«

Kondolence-ceremonien i Saudi-Arabien finder sted dagen efter, at kong Abdullah blev begravet på en gravplads i landets hovedstad, Riyadh.

Hvad mener du om sagen? Skriv din mening herunder!