Støttepartier blev under forhandlinger ikke informeret om, at patientrettigheder snart bliver genindført.

Det var en noget forundret Pernille Skipper, sundhedsordfører for Enhedslisten, der onsdag fandt ud af, at udrednings- og behandlingsretten for borgerne genindføres 1. marts.

Støttepartierne, der onsdag formiddag nåede til enighed med regeringen om en plan for en delvis genåbning, blev nemlig ikke informeret om det under forhandlingerne.

Enhedslisten modtog først en mail om genindførelsen af patientrettighederne onsdag eftermiddag.

Pernille Skipper mener, det havde været naturligt at inddrage partierne ved forhandlingsbordet, nu hvor man sad og forhandlede om en sikker genåbning.

- Vi er selvfølgelig ekstremt forundrede over, at det ikke er noget, vi er blevet informeret om i forbindelse med forhandlingerne om genåbningen, hvor vi jo har siddet og diskuteret døre op og stolper ned, om det her nu også var ansvarligt, og om vi gik for langt i forhold til, hvad vores sygehuse kan klare, siger hun.

Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører for SF, kalder det samtidig "lidt friskt", men hun er ikke overrasket, da det heller ikke tidligere har været en del af forhandlingerne, fordi det er Sundhedsstyrelsen, der står for vurderingen, ligesom det er regionernes område.

- Det er ikke et tema, man har arbejdet med i forbindelse med genåbninger. Det har været et rent sundhedsfagligt tema, siger hun.

- Jeg tænkte selv, da jeg så det, at det er lidt friskt, hvis man også forbereder sig på, at man får flere patienter (coronapatienter, red.) igen, siger Kirsten Normann Andersen.

Hun understreger, at partiet har et ønske om, at man ikke taber andre patientgrupper under coronakrisen.

- Hvis der vitterlig er kapacitet til at behandle nogle patienter, så skal man jo også gøre det. Så skal vi ikke bare stå her og vente på, vi får coronapatienter, siger hun.

Hun vil følge udviklingen i den kommende tid.

Enhedslisten vil fortsat have udrednings- og behandlingsretten suspenderet, som den har været siden marts sidste år, oplyser Pernille Skipper.

Spørgsmål: Havde I set anderledes på genåbningen, hvis I havde vidst det her?

- Det kan jeg slet ikke afvise. Det ligger i hvert fald oveni den risiko, der i forvejen løbes, hvor man i et eller andet omfang forlader forsigtighedsstrategien og kalkulerer med en risiko, siger hun.

Lægeforeningen sagde onsdag aften, at genindførelsen af patientrettighederne er "ulogisk og uforsigtig".

Foreningen kan ikke kan garantere, at det vil være muligt at efterleve patientrettighederne, fordi sundhedsvæsenet kan blive presset af covid-19.

Sent onsdag aften udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et skriftligt svar til DR, at "regeringen er indstillet på at suspendere rettighederne igen for en periode, hvis der bliver behov for det".

/ritzau/