I Odense Byråd manglede et parti, da man satte sidste punktum i budgetforliget ved midnatstid natten til fredag.

Enhedslisten mente nemlig ikke, at det endte med en aftale, de kunne stå inde for. Flere punkter var afgørende for, at de til sidst gik fra forhandlingsbordet.

»Der er to ting i det. Det første er, at vi ikke kunne acceptere de forringelser, der var med i aftalen, og det andet er, at vi ikke mente, at vigtige sager blev lyttet til. Derfor vil vi ikke være med,« siger Enhedslistens byrådsmedlem Reza Javid.

Han nævner blandt andet det, som de oplever som nedskæringer i den offentlige transport.

Derudover var færre penge til administration og forringelser på kulturområdet med til, at Enhedslisten meldte sig ud. I forhold til kommunens administration, siger Reza Javid:

»Det handler om, at vores ansatte netop er ved at finde sig på plads og lande i deres positioner, og så går man ind og skærer igen og på den måde at skabe utryghed.«

Et andet sted, som er ømt for Enhedslistens folk, og som Reza Javid siger, var med til at få dem til at forlade bordet, er handicapområdet.

»Det er et område, vi mener, der har været skåret hårdt, og som mangler ressourcer, og det blev stort set overset.«

Han forklarer, at det er partiets politik ikke at sidde med ved forringelser, og det mente han aftalen endte med at blive.

Byrådspolitikeren indrømmede dog, at der var områder i aftalen, han var glad for. Noget, han mener, Enhedslisten har været med til at få indført, fordi de sad så længe med under forhandlingerne, som de gjorde.

»Vi er meget begejstrede for, at lgbt+-bestyrelser i bosteder blev indført,« nævner han som eksempel.

Derudover er Reza Javid også begejstret for de penge, der er sat af til ældreområdet og skolerne.

Budgetforliget blev færdigforhandlet natten til fredag, og der er blandt andet sat knap 100 millioner kroner af til ældre. Heraf skal der ansattes flere hænder til at passe på Odenses ældste.