Enhedslisten vil stille et forslag i Folketinget om, at den danske stat anerkender det armenske folkedrab, ligesom den amerikanske præsident Joe Biden har gjort.
Udenrigsordfører Søren Søndergaard (EL) mener, at det er en forudsætning for, at man kan diskutere nutidige problemer.
- Tyrkiet har meget store problemer i forhold til deres nationale mindretal, og en god begyndelse på det er, at man kigger meget kritisk på sin egen historie, siger han.
- Vi er glade for, at USA har meddelt klart i dag, at man anser det, der skete, for at være et folkedrab, og vi synes, at den danske regering skal gøre det samme.
Joe Biden betegnede lørdag aften dansk tid i en erklæring tyrkiske massakrer på 1,5 millioner armeniere for over 100 år siden for folkedrab.
Kongressen vedtog i 2019 også, at der var tale om et folkedrab, men det er første gang, at en amerikansk præsident formelt har anerkendt det.
Folkedrab karakteriseres ifølge FN's Folkedrabskonvention fra 1948 ved handlinger, som udføres mod en på forhånd defineret gruppe - med den specifikke hensigt at tilintetgøre gruppen.
For Søren Søndergaard handler det om mere end bare et ord.
- Det er jo en forståelse og en ansvarspådragelse, som man påtager sig. Forestil dig, at Tyskland aldrig nogensinde havde anerkendt dets skyld for mordet på millioner af jøder, siger han.
Enhedslisten stillede også i 2015 et forslag om, at Danmark officielt skulle anerkende folkedrabet på det armenske folk, men forslaget blev ikke vedtaget.
Daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R) var imod forslaget med begrundelsen om, at man ikke skulle "politisere historien" og mente, at man burde lade det være op til historikerne.
Liberal Alliance kritiserede Martin Lidegaards linje for at være "slap" og mente, man burde anerkende begivenhederne som et folkedrab.
To år senere afviste daværende Liberal Alliance-formand og udenrigsminister Anders Samuelsen dog at anerkende folkedrabet med en lignende grund:
- Hvad der præcis skete i 1915 og i årene derefter, ved ingen med fuld sikkerhed, og det er fortsat en historisk opgave at kortlægge og fortolke begivenhederne, sagde Anders Samuelsen i en tale i 2017.
Armenien har i årevis kæmpet internationalt for at få det betegnet som folkedrab, mens Tyrkiet har kæmpet imod.
Tyrkiet anerkender ikke, at der blev dræbt så mange. Og de armeniere, der blev dræbt, mistede livet under krig, siger tyrkerne.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har mindst 30 lande - med USA - anerkendt, at der er tale om folkedrab.
/ritzau/
