Enten skulle Morten Messerschmidt ud i kulden, eller også skulle han frem i lyset og op på magtens tinder. Det var Kristian Thulesen Dahls to muligheder. Det forklarer politisk kommentator Hans Engell.

»Morten Messerschmidt er den mest synlige, mest ambitiøse og gennemslagskraftige politiker i Dansk Folkeparti for øjeblikket,« siger Hans Engell og fortsætter:

»Bortset fra Pia Kjærsgaard så er Morten Messerschmidt den eneste, som Kristian Thulesen Dahl ikke kan komme udenom. Derfor måtte han enten skubbe ham helt ned bag i bussen eller give ham en magtfuld stilling, som både baglandet og Messerschmidt ville være tilfredse med,« siger Engell.

»Han valgte at gøre ham til næstformand og dermed også pege på en kronprins i partiet som den mest sandsynlige arvtager efter ham selv,« siger Engell.

(ARKIV) Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Messerschmidt (DF) ankommer til sættemøde om klimaforhandlinger mellem Folketingets partier og regeringen i Finansministeriet i København, tirsdag 26. maj 2020. Søren Espersen har været næstformand i Dansk Folkeparti siden 2012. Nu afløses han af Morten Messerschmidt. Det skriver Ritzau, mandag 3. august 2020. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Messerschmidt (DF) ankommer til sættemøde om klimaforhandlinger mellem Folketingets partier og regeringen i Finansministeriet i København, tirsdag 26. maj 2020. Søren Espersen har været næstformand i Dansk Folkeparti siden 2012. Nu afløses han af Morten Messerschmidt. Det skriver Ritzau, mandag 3. august 2020. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Så sent som i fredags var Morten Messerschmidt ude med riven over for ledelsen i Dansk Folkeparti. Til Avisen Danmark nævnte den nyvalgte næstformand en hel stribe ting og sager, som han mente, at Dansk Folkeparti burde have gjort anderledes, så partiet havde undgået den syngende vælgerlussing, det fik ved folketingsvalget sidste år.

Morten Messerschmidt mente, at Dansk Folkeparti havde været for lidt ude med, hvad de kæmpede for i en række politiske forlig, men ikke havde fået igennem. Han forklarede, at partiet indgik for mange forlig med VLAK-regeringen, og at partiet var for bløde over for Lars Løkke Rasmussen, da han indgik en aftale om et styrket samarbejde om flygtninge i FN.

Flere politiske kommentatorer – blandt andre Hans Engell – vurderede straks, at Morten Messerschmidt havde overskredet sit mandat ved at agere politisk backseatdriver i et landsdækkende medie og udfordret Kristian Thulesen Dahl på formandsposten.

»Derfor måtte Thulesen Dahl også gøre en af to ting. Forfremme ham eller skubbe ham helt ud,« siger Hans Engell og fortsætter:

»Man skal også huske, at partiet fylder 25 år i år. Der er årsmøde til oktober, og her vil man for alt i verden gerne undgå, at journalisterne borer i den uenighed og interne splittelse, som partiet er ude i,« siger Hans Engell.

»I stedet vil man gerne udstråle afklaring og sammenhold her,« siger han.

Hans Engell forklarer, at Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl er dybt forskellige mennesker og politikere.

»Thulesen Dahl er den pragmatiske og resultatorienterede type. Morten Messerschmidt er den meget karismatiske og frembrusende type,« siger han og fortsætter:

(ARKIV) Møde i Folketingssalen med forespørgsel fra bl.a Dansk Folkepartis Søren Espersen til statsminister Mette Fredseriksen på Christiansborg, tirsdag 17. december 2019. Morten Messerschmidt bliver næstformand i Dansk Folkeparti i stedet for Søren Espersen, som stopper og træder ud af gruppeledelsen. Det skriver DF-formand Kristian Thulesen Dahl på Twitter. Det skriver Ritzau, mandag 3. august 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Møde i Folketingssalen med forespørgsel fra bl.a Dansk Folkepartis Søren Espersen til statsminister Mette Fredseriksen på Christiansborg, tirsdag 17. december 2019. Morten Messerschmidt bliver næstformand i Dansk Folkeparti i stedet for Søren Espersen, som stopper og træder ud af gruppeledelsen. Det skriver DF-formand Kristian Thulesen Dahl på Twitter. Det skriver Ritzau, mandag 3. august 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er helt afgørende for Dansk Folkeparti, at de to kan arbejde sammen. Kan de det, så kan de to meget forskellige politikere skabe et meget stærkt Dansk Folkeparti. Kan de ikke, så kan det blive skæbnesvangert,« siger Engell.

Dansk Folkeparti mistede katastrofale 21 mandater ved folketingsvalget sidste år, hvor Mette Frederiksen kunne sætte sig i statsministerstolen. Valgnederlaget har kastet partiet ud i en enorm krise, hvor et stort antal medlemmer er sevet fra partiet, og meningsmålingerne er raslet videre nedad.

Messerschmidt skal styrke partiet og sætte en ny kurs. Men i baggrunden lurer et gammelt spøgelse på Messerschmidt.

»Meld og Feld-sagen er stadig uafklaret. Der må komme en afklaring på det til efteråret. Bagmandspolitiet sidder og roder med den sag på sjette år nu,« siger Engell og fortsætter:

»Jeg tror simpelthen, at de har taget en beslutning om at lade være med at tænke på den sag. De kan ikke hele tiden gå rundt og tage højde for den, når den bare svæver i det uvisse på den måde. Desuden tror jeg ikke, at ledelsen tror, at der er noget særligt i den sag,« siger Engell.

Søren Espersen har mistet sin post som næstformand. Hans Engell mener dog ikke, at det skal ses som et fravalg af den erfarne politiker.

»Nej, det er det ikke. Han er udenrigsordfører og kommitteret for Hjemmeværnet. Hvis der skulle banes vej for et generationsskifte, så måtte det næsten blive ham. Det er ikke et fravalg,« siger han.