Der har på flere områder været dårligt klima mellem regeringen og støttepartier, som nu får en tiltrængt sejr.

Regeringen har bøjet sig, og støttepartierne har fået en nødvendig sejr.

Det mener politisk kommentator Hans Engell, efter at rød blok har indgået en aftale om et delmål på 50-54 procent mindre udledning af drivhusgasser i 2025.

- Støttepartierne har vundet en nødvendig sejr, for de har stået til mange tæsk. De havde brug for at vise noget til egne vælgere.

- Hvis det ikke var lykkes, ville vi have haft en klimakrise mellem regeringen og de røde partier, som havde været meget ødelæggende, siger Hans Engell.

Regeringen spillede ud med en mindsket udledning på 46-50 procent, men gik fredag med til støttepartiernes krav på 50-54 procent mindsket udledning.

Det betyder, at der bliver en mere jævn fordeling af den mindskede udledning fra nu og frem mod 2030. Regeringen ville oprindeligt satse på, at teknologien og nye løsninger skulle give flest reduktioner efter 2025.

Ifølge Engell er det en nødvendig sejr for støttepartierne, fordi de i den seneste tid er blevet kørt over af regeringen.

- Tidspunktet var kommet, hvor Mette Frederiksen (S) måtte give sine støttepartier en synlig sejr, og det er det, hun har gjort.

- De har stort set ikke fået noget, og de aner intet om, hvad Mette Frederiksen lavede i Jerusalem og endnu mindre om, hvad Mattias Tesfaye lavede i Rwanda. Man kan ikke ligefrem sige, at de har været meget centralt inddraget, siger Hans Engell.

Han henviser til, at statsministeren rejste til Israel for at indgå en aftale om vacciner mod coronavirus, og at udlændingeministeren forsøger at få en aftale på plads om modtagecentre for flygtninge i et tredjeland.

Desuden er der en kløft mellem regeringen og støttepartierne på andre områder. Det gælder eksempelvis børn med dansk tilknytning i syriske fangelejre, hvor regeringen har flertal for at lade dem blive trods støttepartiers protester.

Det kan også blive tilfældet på området for ydelser, som snart bliver en højspændt diskussion, når en kommission kommer med anbefalinger.

/ritzau/