Lars Christian Lilleholt (V) mener, at et EU-mål om 32 procent var det bedst opnåelige forhandlingsresultat.

København. EU-landene har med en ny aftale forpligtet hinanden til at sikre, at vedvarende energi udgør 32 procent af det samlede energiforbrug i 2030.

Men det er alt for uambitiøst, mener SF's formand og klimaordfører, Pia Olsen Dyhr.

- Vi kunne være nået meget længere, hvis Danmark aktivt havde støttet de lande, der ønskede at nå målet om 35 procent vedvarende energi.

- Det havde være langt bedre både klimamæssigt og økonomisk end resultatet på 32 procent, siger hun i en kommentar til aftalen.

Men energi-, klima- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) afviser, at det var realistisk at forhandle sig til en endnu mere ambitiøs målsætning.

- Jeg er meget tilfreds med det gode resultat. Et bindende mål på 32 procent er et rigtigt godt for mål for klimaet og for energipolitikken i Europa.

- Vi skal hele tiden presse på for at indfri endnu højere ambitioner.

- Men for et halvt år siden var der ikke mange af de europæiske landes energiministre, der ville have troet, at vi ville nå så langt, så jeg synes, at vi skal være tilfredse med det, vi har opnået.

- Og sammenligner man det, som EU-landene skal hæve deres andel med, så svarer det meget godt til den målsætning vi har om, at Danmark skal nå op på at have dækket sit energibehov med 50 procent i 2030, siger ministeren.

Han glæder sig desuden over, at aftalen er med til at bane vejen for, at Europa kan blive selvforsynende med energi og være mindre afhængig af energiforsyning udefra.

Og så forventer han, at målsætningen vil betyde, at danske virksomheder i energisektoren vil få endnu mere at lave, når der skal investeres mere i energiteknologi fremover i Europa.

Pia Olsen Dyhr fremhæver dog, at gevinsten kunne have været endnu større, hvis det var lykkedes at vedtage en endnu højere målsætning.

Ifølge Dansk Energis viceadministrerende direktør, Anders Stouge, venter der danske virksomheder 2,5 milliarder kroner ekstra i årlig omsætning for hvert procentpoint, som målsætningen hæves.

Målsætningen skal efter planen tages op igen i 2023.

/ritzau/