Endnu en magtfuld Venstre-politiker langer nu ud efter Dansk Folkeparti.

I Weekendavisen kritiserer Hernings borgmester Lars Krarup (V) i hårde vendinger Dansk Folkepartis politik på udlændingeområdet, som han på nogen områder kalder »tæt på vanvid«, og han efterlyser, at VLAK-regeringen tager flere opgør med sit støtteparti.  Også leder af Venstre i Region Hovedstaden Martin Geertsen ser med kritiske øjne på Dansk Folkepartis krav til en ny udlændingepolitik. Især DF-leder Kristian Thulesen Dahls ønsker om et paradigmeskifte får hård medfart.

»Jeg synes, det er symbolpolitik, når man vil lave et såkaldt paradigmeskifte i dansk udlændingepolitik. Det er både håbløst og kortsigtet at kræve, at de flygtninge, der kommer til Danmark ikke skal arbejde og lære dansk. Vi risikerer om 20 år at stå med en gruppe flygtninge, der er dybt uintegrerede. Og så skal man bare se parallelsamfund,« siger Martin Geertsen, der er 2. næstformand i Region Hovedstaden og indtil sidste folketingsvalg var integrationsordfører.

Lars Krarup siger ligeledes i Weekendavisen, at Dansk Folkeparti 'mere er blevet et meningsmålingsparti end et borgerligt parti', og han efterlyser, at regeringen begynder at samarbejde mere med andre partier.

Martin Geertsen mener heller ikke, at Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, når man ser på partiets skattepolitik.

»Jeg synes ikke, at der er noget som helst borgerligt i at bekæmpe skattelettelser, som DF gør. Så i den forstand, er de ikke et borgerligt parti,« siger han og tilføjer:

»Jeg mener, at en borgerlig regering skal føre borgerlig politik. Og kan man ikke få sin politik igennem med DF, må man jo gå andre steder hen. Jeg synes, vi skal presse S noget mere for at se, om de er til noget.«

Herning-borgmesteren siger i Weekendavisen, at han »drømmer om en SR-regering«, hvor man ikke er afhængig af Dansk Folkeparti på samme måde som i dag. Martin Geertsen ser også gerne tættere samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet, men han har svært ved at se de to partier gå i regering sammen.

»Jeg kan forestille mig mange konstellationer, hvor V besætter statsministerposten. Men det er næppe realistisk med S som ingrediens. Men jeg synes, at S slipper for let for tiden og bør presses noget for at tage ansvar. Det har vi nok 'glemt' i vores iver for at tækkes et til tider noget ømskindet DF,« siger han.