Regeringen har endelig indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om erstatning til de danske minkavlere, der har fået nedlagt deres erhverv i forbindelse med regeringens ulovlige ordre om at aflive alle mink i Danmark.

I knap en måned har de fleste af Folketingets partier ellers ikke forhandlet med regeringen om området, hvilket har medført kritik.

Men nu sker det altså.

Folketingets partier er indkaldt bilateralt, hvilket vil sige, at hver enkelt parti har fået et tidspunkt, hvor de kan give udtryk for deres synspunkter overfor regeringen.

Således er Dansk Folkeparti inviteret til 22:00, Konservative til 21:00 og SF til 19:45.

Mandag eftermiddag havde Folketingets partier intet hørt endnu om forhandlingerne, hvilket vakte vrede hos oppositionen.

»Det er under al kritik. Det er familier, som har mistet alt. At man ikke får styr på det, er stærkt kritisabelt,« sagde Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund til B.T. mandag.

Flere partier sagde, at de ikke havde været til møde om sagen siden 16. december. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen-Dahl skriver på Twitter, at Dansk Folkeparti ikke har været til møde siden 30. november.

Minkavlerne har ventet længe på deres erstatning.
Minkavlerne har ventet længe på deres erstatning. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Statsminister Mette Frederiksen sagde i et interview med TV 2 i weekenden, at hun håbede på en aftale netop i denne uge. Det vakte dog undren hos ordførerne i flere af de andre partier, da der ikke var inviteret til forhandlinger.

Partierne står relativt langt fra hinanden, hvad angår størrelsen på minkavlernes erstatning. Konservative vil for eksempel udbetale en relativt stor erstatning, der skal dække avlernes manglende indtægter adskillige år ud i fremtiden og koste hver enkelt skatteborger 2.500 kroner.

SF mener, at det er skudt langt over målet, da branchen i forvejen var ramt af en forværrende krise.