En kold og blæsende septemberdag i år satte en 41-årig kvinde sig ned i en kajak og gled ud i Bagsværd Sø.

Kulden havde hun taget højde for med en stor og varm hættetrøje, men blæsten kom bag på hende.

For mens kvinden forsøgte at krydse den store sø, begyndte kajakken at vippe, og før hun vidste af det, lå hun med hovedet under det kolde vand.

Med hiv og slæb fik hun med sin nu både tunge og våde hættetrøje klaret sig ind på land igen.

»Det var ikke min stolteste dag,« fortæller hun selv om oplevelsen.

Og den fortællende stemme kender du.

Det var nemlig ingen mindre end vores nye statsminister, Mette Frederiksen, der for cirka en måned siden pludselig lå med hovedet under vand tæt på Marienborg Slot.

Men hvorfor er det så interessant?

Statsminister Mette Frederiksen fotograferet på Marienborg.
Statsminister Mette Frederiksen fotograferet på Marienborg. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Jo, for selv om du sikkert forbinder Mette Frederiksen med utallige politiske debatter og formelle interview, har en statsminister også en yndlingsmusiker, et yndlingstidspunkt på ugen og – åbenbart – et kajakkursus til gode.

Og det er netop den del, som B.T. over et par kopper kaffe har talt med statministeren om på hendes officielle residens, Marienborg.

For hvem er 41-årige Mette Frederiksen, når hun lukker glasdøren i Statsministeriet bag sig og sætter kursen hjem mod kæresten, Bo, og fire børn i deres hus i naturskønne Hareskovby?

Det spørgsmål kan vi blive meget klogere på ved at rette blikket mod én særlig dag på ugen.

»Mit absolutte yndlingstidspunkt på ugen er lørdag formiddag,« fortæller Mette Frederiksen smilende.

Hun og kæresten, Bo Tengberg, har i alt fem børn fra tidligere ægteskaber, og fire af dem – alle teenagere – bor hjemme.

Og kære læser, hvis du kender til sovemønstrene i den alder, har du også allerede nu regnet ud, at lørdag formiddag er lig med alenetid for statsministeren og hendes bedre halvdel.

Typisk foregår formiddagen således:

Kæresteparret finder en lp i den store pladesamling, som statsministeren efterhånden har fået stablet på benene, og her kunne det meget vel være enten U2 eller Sebastian.

Statsminister Mette Frederiksen fotograferet på Marienborg.
Statsminister Mette Frederiksen fotograferet på Marienborg. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Vi kører stadig lp'er herhjemme, og jeg er aldrig kommet med på den der bølge med, at man kan plukke et nummer her og der på Spotify eksempelvis,« fortæller statsministeren, der nævner Sebastian som den musiker, hun nok har lyttet til mest gennem hele livet.

Formiddagen fortsætter ved, at et par af dagens aviser bliver bladret igennem, før døgnets vigtigste måltid skal indtages.

Og skulle du være så heldig at være gæst sådan en lørdag formiddag hos Mette Frederiksen, ville menuen stå på en hjemmelavet smoothie, en god kop kaffe, et stykke ristet brød, noget frisk frugt og en omgang røræg.

»Jeg elsker de timer om lørdagen, hvor resten af huset sover, mens Bo og jeg laver morgenmad, og så kommer børnene et efter et. Det synes jeg er dejligt,« fortæller statsministeren.

Mette og sønnen, Magne, på en af de dage, hvor mor har godt med tid til at bage småkager
Mette og sønnen, Magne, på en af de dage, hvor mor har godt med tid til at bage småkager
Vis mere

Når den ikke står på lørdagshygge, forsøger Mette Frederiksen alligevel at være så meget til stede som muligt for sine egne børn, Magne og Ida, og kærestens hjemmeboende børn, Matilde og Sylvester, men det kan somme tider være svært.

Og faktisk også umuligt, når verdens mest magtfulde menneske pludselig retter sin vrede mod en.

»Dagene med Trump var noget for sig selv. Der var jeg jo fysisk på arbejde meget af dagen, men mentalt var jeg det i alle døgnets 24 timer. Der var meget på spil, og det vidste de godt derhjemme,« fortæller statsministeren.

Så er der heldigvis andre dage, hvor den 41-årige kvinde kan være mor og kæreste med stort M og K ... med et par enkelte regler:

»Telefonen er aldrig slukket, og jeg skal altid være klar, selv om der kører 'Barnaby' på tv'et. Jeg kan heller ikke lige sige: 'I aften tager jeg til bryllup og drikker mig halvberuset' – det er slut. For telefonen kan ringe når som helst,« siger hun.

Statsministeren når dog nærmest ikke at fortælle om den vigtige telefon, før hun tager en slurk af kaffen og retter sig selv:

»Okay, jeg ser faktisk ikke 'Barnaby', må jeg indrømme. Men jeg har lige set HBO's 'Chernobyl'. Hold kæft – undskyld, jeg må ikke bande – den er så godt instrueret, og det er vitterlig en af de bedste serier, jeg nogensinde har set,« indrømmer hun.

Statsministerposten har generelt gjort en i forvejen temmelig presset kalender endnu mere fyldt, men derudover er der én meget konkret forskel på Mette Frederiksens liv før og efter 5. juni 2019:

Statsminister Mette Frederiksen fotograferet på Marienborg.
Statsminister Mette Frederiksen fotograferet på Marienborg. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Livvagter.

I alle døgnets 24 timer er hun flankeret af tre øresneglsbærende PET-vagter, der sørger for hendes sikkerhed, og som desuden provokerer Mette Frederiksen, når de uden dikkedarer følger med på hendes løbeture, mens hun presser sig selv til det yderste.

Det kræver tilvænning at have tre mænd omkring sig døgnet rundt, men det har heldigvis ikke været noget problem for hverken børnene eller Bo.

Men alligevel er der ét punkt, hvor statsministeren har måttet ændre en vane:

»Det eneste, jeg har lavet om, er, at da jeg i sommer var blevet statsminister og skulle købe nyt undertøj – så kom jeg i tanke om, at jeg havde tre livvagter omkring mig, og det var simpelt hen for mærkeligt. Så der gik jeg over til internethandel,« fortæller en grinende Mette Frederiksen.

Børnene har helt generelt været gode til at leve med livvagterne, men også det faktum, at mor og stedmor stadig i realiteten er på arbejde, selv om hun er trukket i cowboybukserne, som er statsministerens fortolkning af 'afslapningsbukser', når hun kommer hjem efter en lang dag.

Og det samme er naturligvis tilfældet med kæresten, Bo, der faktisk ifølge Mette Frederiksen er lige så optaget af politik, som hun er, og som også sagtens kan udfordre hende på de politiske beslutninger.

Den politiske interesse deler de altså, ligesom de deler én anden meget central ting:

Kærlighed.

Mette Frederiksen og kæresten, Bo Tengberg.
Mette Frederiksen og kæresten, Bo Tengberg.
Vis mere

Og den kærlighed skal i den grad fejres næste sommer.

»Jeg er en traditionel romantiker, og jeg glæder mig helt vildt til vores bryllup. Vi udskød det i sommer på grund af valgkampen, men vi har faktisk netop talt om, at vi skal have det planlagt. Vi vil have et kirkebryllup med hvid kjole, og det skal være et sted, hvor man også kan være ude,« fortæller Mette Frederiksen, der blev friet til i fjor.

Med hvervet som statsminister og en stor familie derhjemme er der ikke meget alenetid tilbage på skemaet, men det er faktisk heller ikke noget, som Mette Frederiksen jagter.

»Jeg eftersøger ikke så meget det der med at være alene, for jeg vil meget hellere bruge tid med Bo og/eller familien. Sådan har jeg altid haft det, og det var værre engang. Der skulle jeg helst direkte fra Roskilde Festival til en eller anden sommerlejr med DSU og så ud i verden bagefter,« fortæller hun.

Og når hun siger 'ud i verden', er der ekstra tryk på 'ud'.

For tro det eller lad være: Vores alle sammens statsminister er et udemenneske.

Stod det til hende, brugte hun mere eller mindre al sin fritid i et par gummistøvler, og så har hun også en finurlig 'grøn' drøm om fremtiden:

»Når jeg er færdig med alt det her, så skal jeg have et kæmpestort drivhus,« fortæller Mette Frederiksen.

Derfor benytter hun også hver en mulighed for at udforske Danmarks vidunderlige natur, og interviewet når da også sit absolutte lavpunkt, da B.T.s journalist afslører, at han kun har været i Jylland en håndfuld gange.

»Det er ikke rigtigt? Jeg må lave sådan en Jyllands-dosmerseddel til dig,« siger hun med lettere forargelse i stemmen.

Danmark står så højt på hendes liste, at hun faktisk beskriver »et af de nok dejligste steder på kloden« som det sommerhus i det nordjyske, hendes farmor og farfar i tidernes morgen købte, og som hendes far siden har overtaget.

Mette og hendes farfar, som hun havde et rigtig tæt forhold til.
Mette og hendes farfar, som hun havde et rigtig tæt forhold til. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det kan godt være, at Mette Frederiksen drømmer om både bryllup og et gigantisk drivhus, men før det overhovedet bliver aktuelt, skal hun afslutte det første år som statsminister.

Indtil videre har hun overstået de første 100 dage, og dér har vi allerede set statsoverhovedet knibe en tåre, da hun på vegne af Danmark sagde undskyld til Godhavndrengene, men også set hende have et nærmest uendeligt langt grineflip under Folketingets åbningsdebat, der ellers normalt er underlagt en temmelig hård etikette.

Og det er en stil, vi skal vænne os til.

»Jeg vil i det hele taget gerne bringe noget mere menneskelighed med i politik, og jeg synes, at statsministerposten taler så meget for sig selv, at man ikke behøver at holde på formerne hele tiden. Sådan kommer jeg til at gøre det,« siger hun, før hendes pressemedarbejder gør klart, at nu er det altså tid til næste punkt i den travle kalender.