Det er en stor personlig sejr, at Kristian Jensen, ifølge Altingets oplysninger, fremover skal besidde en post som ambassadør for den danske regering.

Sådan lyder den umiddelbare analyse af Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske redaktør.

»Det er en stor fjer i hatten.«

»Han var lidt havnet i en blindgyde i dansk politik, efter han kom til kort i magtspillet i Venstre, hvor han ikke blev formand. Nu får han lov til at lave noget, han er fuldt ud kvalificeret til qua sit job som tidligere udenrigsminister,« vurderer Henrik Qvortrup.

Kristian Jensen.
Kristian Jensen. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Altinget skriver, at Kristian Jensen, der er tidligere udenrigsminister og næstformand i Venstre, tirsdag bliver præsenteret som ambassadør for regeringen. Samtidig forlader han politik.

Kristian Jensens opgave bliver at sikre, at Danmark får en plads i FNs Sikkerhedsråd i 2025-2026. Selv vil Kristian Jensen hverken be- eller afkræfte nyheden.

Udnævnelsen sker, efter regeringen i sidste uge ændrede på reglerne, så det er blevet muligt at udpege personer, der ikke er diplomater, til diplomatposter. Og netop derfor kan Kristian Jensen skrive ambassadør-jobbet på sit cv.

Ifølge Henrik Qvortrup scorer Kristian Jensen et job, som selv tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen ville give sin højre arm for.

»Jeg kan ikke lade være med at studse over, at Kristian Jensen får det, som Lars Løkke har sukket efter i mange år.«

»Det er en officiel hemmelighed, at Løkke ikke ville sige nej, hvis han fik tilbudt en toppost som ambassadør. Det er derfor, jeg kalder det skæbnens ironi, at ærkefjenden Kristian Jensen scorer ambassadørposten og løber med trofæet,« mener Henrik Qvortrup.

Kristian Jensen trak sig fra posten som næstformand i Venstre i august 2019 oven på et voldsomt opgør i partiet, hvor også daværende formand Lars Løkke Rasmussen trak sig.

Den forhenværende næstformand har siden haft et par enkelte poster, men har ellers ikke haft en prominent rolle på Christiansborg.