»Der er også en politiker, der har sagt til os, at vi skal gøre det her.«
Sådan lød det fra en af de demonstranter, der i går afbrød en EU-quiz i Kødbyen i København, hvor statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen deltog.
Da B.T. på stedet spurgte hende, hvilken politiker, der var tale om, lød svaret:
»Det er fuldstændigt ligegyldigt. Free Falastin (Palæstina, red.)«
Derefter gik den kvindelige demonstrant videre.
B.T. har siden da forgæves forsøgt at finde ud af, hvilken politiker, som demonstranten hentydede til.
Så hvis du ved, hvilken politiker, der er tale om - eller hvis du selv er den pågældende politiker, så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til clth@bt.dk.
Den omtalte EU-quiz blev arrangeret af Moderaterne som opvarmning til EU-valget til sommer.
Udover de tre regeringsledere deltog også EU-spidskandidater fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
En times tid inde i arrangementet blev det første gang afbrudt af propalæstinensiske demonstranter. Derefter fulgte gentagne afbrydelser med kampråb, bannere og palæstinaflag samt anklager mod især de tre regeringsledere.
Til sidst afsluttede arrangørerne arrangementet før tid.
