DF-formand Kristian Thulesen Dahl satser på, at spidskandidat Peter Kofod og Anders Vistisen bliver valgt.

Dansk Folkeparti går efter to mandater til Europa-Parlamentet, når der skal stemmes søndag 26. maj.

Det fastslår DF-formand Kristian Thulesen Dahl to dage inden valgdagen. To mandater vil ellers være en halvering af DF sammenlignet med 2014-valget.

- To mandater vil være et tilfredsstillende resultat for Dansk Folkeparti. Et mandat vil være noget rigtig møg. Tre mandater så vil vi være i himmerige, siger han.

I den seneste Megafon-måling for TV2 og Politiken står DF netop til to mandater.

Hvis DF ender med to mandater, er det spidskandidat Peter Kofod og Anders Vistisen, partiets nuværende gruppeformand i Bruxelles, der kommer ind i EU-varmen.

Folketingsmedlem Pia Adelsteen er treer på DF's liste. Så skulle det ende med tre mandater, går pladsen til hende, da DF stiller sine kandidater op på en såkaldt partiliste frem for sideordnet opstilling.

Det betyder, at partistemmer først tildeles til de kandidater, der står øverst på listen.

Morten Messerschmidt var DF's spidskandidat til Europa-Parlamentet ved de seneste to valg i 2009 og 2014.

Han stiller ikke op denne gang, da han vil vælges ind i Folketinget. Her er der valg 5. juni.

Kofod får mere end svært ved at hamle op med Messerschmidts 2014-resultat.

Her fik Messerschmidt 465.758 personlige stemmer, hvilket er det højeste antal personlige stemmer, der nogensinde er givet i Danmark.

Han slog Poul Nyrup Rasmussens (S) rekord fra 2004. Den tidligere statsminister fik den gang 407.966 personlige stemmer.

Thulesen Dahl erkender, at anklagerne om misbrug af EU-midler i fonden Feld og partialliancen Meld har ramt DF.

- Vi har haft alle mulige udfordringer, og det forsøger vi ikke at tale os bort fra. Vi anerkender tingene, som de er, så hvis vi får to mandater på søndag, vil vi være godt tilfredse, siger han.

DF-formanden vurderer, at en høj stemmeprocent vil gavne DF's resultat. Derfor er han også kritisk over for, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har placeret folketingsvalget 5. juni i stedet for 26. maj sammen med EU-valget.

- Om vi får et godt valg, afhænger også af, om vi får folk til at stemme, for er man EU-skeptisk og synes, at Bruxelles er lidt langt væk, kan det godt være, at man bliver hjemme på sofaen på søndag, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/