Stephen Kinnock skal være skattepligtig i Danmark. Det var ønsket fra Skatteministeriets departementschef, Peter Loft, fortæller en embedsmand fra Skat København til Skattesagskommissionen.

Skatteministeriets daværende departementschef, Peter Loft, blandede sig lige lovligt meget i Skat Københavns behandling af Helle Thorning-Schmidt og hendes mands personlige skattesag.

I hvert fald hvis man skal tro hovedforfatteren til parrets skatteafgørelse, daværende specialkonsulent Søren Hansen fra Skat København.

Under sin afhøring foran Skattesagskommissionen i Søborg onsdag formiddag fortalte han, hvordan han oplevede skattedirektør Lisbeth Rasmussen vende oprevet tilbage fra et møde i ministeriet den 1. september 2010 - kun to uger før, at Skat København kom med sin afgørelse i sagen.

- Lisbeth Rasmussen kommer tilbage fra mødet sidst på eftermiddagen og er godt oprevet. Hun siger, at Peter Loft har sagt til hende og Erling Andersen (ledende skattedirektør, red.), at Stephen Kinnock skal være skattepligtig i Danmark, fortalte Søren Hansen.

Meldingen fra departementschefen er i strid med reglen om, at hverken departementet eller skatteministeren må blande sig i afgørelser af enkeltsager.

Peter Loft, der i marts 2012 blev fritstillet som departementschef, er i forvejen belastet af vidneudsagn fra andre embedsmænd i Skat København, der i 2010 oplevede, at han og ministerens daværende spindoktor, Peter Arnfeldt, direkte »angreb« skatteafgørelsen.

Ifølge Søren Hansen lod sagsbehandlerne i Skat København sig ikke påvirke af Peter Lofts ønske om, at Kinnock skulle være skattepligtig. Den 16. september 2010 traf de den modsatte konklusion: Stephen Kinnock var ikke skattepligtig i Danmark 2007-2009.

Lisbeth Rasmussen havde også papirer med fra mødet den 1. september, fortalte Søren Hansen onsdag. Det var et udkast til skatteafgørelsen, og herpå var tilført nogle håndskrevne ændringer.

- Det er min opfattelse, at det er ændringer, der er blevet indgået på det møde, Lisbeth Rasmussen deltog i sammen med Erling Andersen og nogle fra ministeriet, heriblandt Peter Loft. Peter Loft ville gerne have, at han (Kinnock, red.) var skattepligtig. Det var det indtryk, jeg fik, fortalte Søren Hansen, der dog ikke selv var til stede på mødet.

Afhøringen af Søren Hansen fortsætter onsdag eftermiddag.