Ifølge et notat overvejede en nu fjernet direktør og andre at orientere ministeren om mulig millionsvindel.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har skældt ud på sit eget embedsværk, fordi hun ikke langt tidligere blev orienteret om mulig millionsvindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Sagen har foreløbig betydet, at to direktører er fritaget for tjeneste, mens to personer er politianmeldt, og fem er tiltalt for bestikkelse og groft mandatsvig.

Departementschefen har erkendt, at ministeren burde være blevet orienteret langt tidligere, og at embedsværket som minimum har haft mulighed for det seks gange. I ministeriets egen redegørelse fremgår det, at idéen blev drøftet.

- Det bør overvejes, om ministeren ikke skal orienteres om sagen, da det må formodes, at sagen vil føre til negativ presse, når beretningen offentliggøres af Statsrevisorerne, lyder det i et notat.

Siden har Statsrevisorernes formand udtalt, at han ikke har set noget lignende i to årtier som statsrevisor.

Notatet er fra 21. november og blev udformet efter et møde mellem en kontorchef, økonomidirektøren og koncernstyringsdirektøren, der siden er fritaget for tjeneste og forflyttet.

Forsvarsministeren blev efter eget udsagn først orienteret onsdag 4. december, altså knap tre uger efter.

Ifølge Trine Bramsen er det især de to nu fjernede direktører, der har forsømt at orientere ordentligt opad i systemet, så hun og hendes departementschef blev holdt i mørket.

Af redegørelsen fremgår det dog, at departementschef Thomas Ahrenkiel er blevet direkte informeret om sagen mindst to gange.

Første gang 13. maj, hvor han af Rigsrevisionen fik tilsendt et brev om, at den ville påbegynde en undersøgelse. Han beklager forløbet.

- Det fremgår ikke af brevet, at det er så alvorlig en sag, som det senere har vist sig at være.

- Det er klart, at hvis jeg på det tidspunkt havde vidst, at vi havde haft en henvendelse fra Rigsrevisionen om en whistleblower, så ville jeg have set på det med helt andre øjne, sagde han tirsdag til Ritzau.

Anden gang var 4. november, da den nu fjernede koncernstyringsdirektør sendte departementschefen en e-mail om sagen. En e-mail, som Ahrenkiel ifølge redegørelsen dog aldrig åbnede.

/ritzau/